Byråd godkender lokalplan for omdiskuteret bydel – ”en lang og til tider sej kamp”
Etableringen af en ny bymidte i nordsjællandske Kokkedal er kommet mindst ét skridt nærmere, efter at byrådet i Fredensborg Kommune har godkendt lokalplanen. Det skriver udvikleren Athena Partners i en pressemeddelelse.
”Syv forskelligartede byggefelter” skal være med til at sikre det, der beskrives som ”variation og boligdynamik” i den kommende bydel, som Erhvervsstyrelsen allerede sagde god for tilbage i 2018.
Udover forskellige boligtyper og et friplejehjem, der tilsammen udgør over 20.000 kvm, kommer den i alt 57.350 kvm store bymidte bl.a. til at bestå af detailhandel, biograf, skole, sundhedscenter og diverse idrætsfaciliteter.
Joacim Bruus-Jensen, projektansvarlig hos UTF Invest Nordsjælland, der ejer grunden, hvor det 52 år gamle såkaldte cirkelhus er placeret, fortæller, at de nye skolebygninger tilhørende Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) udgør ”livsnerven i projektet.”
”Derudover ved vi, at Fredensborg Kommune har brug for et boksbutiksområde, der trækker kunderne hjem fra Hillerød, Lyngby og Helsingør. Destinationer som beboere i både Hørsholm og Kokkedal i dag kører langt efter,” siger Joacim Bruus-Jensen i meddelelsen.
En lang og sej kamp
Projektets butikssammensætning og trafikale forhold har været genstande for en del kritik – bl.a. fra nabokommunen Hørsholm – og Joacim Bruus-Jensen beskriver da også processen som ”en lang og til tider sej kamp.”
Projektleder Kristin Arendt understreger, at ”alle analyser siger, at den løsning vi har lavet, er robust og til marginal gene for de Hørsholm-bilister, som kommer fra syd mod nord.”
”Vi er sikre på, at roen sænker sig, når de bekymrede får indblik i de analyser og fakta der ligger til grund for vores løsning,” siger Kristin Arendt i meddelelsen og bemærker, at ”det har været super spændende og til tider opslidende at nå til dette sted i projektet.”

I et efterfølgende mailsvar til EjendomsWatch bekræfter hun, at Cirkelhuset må lade livet til fordel for den moderne bymidte, da ”bygningen desværre er udslidt og i så dårlig stand, at det ikke lader sig gøre at renovere den.”
NGG, hvis kommende bygninger på små 4000 kvm også kommer til at række et stykke ind i Hørsholm Kommune, solgte i 2017 sin andel af Cirkelhusgrunden til UTF Invest Nordsjælland, der er ejet af Ulrik Thalbitzer-Foldskov fra Charlottenlund. Privatskolen med over 1200 elever har holdt til i lokalerne siden 1984.
Lokalplanen for den kommende bymidte i Kokkedal er nu sendt i høring, og der er inviteret til borgermøde om knap to måneder, 18. maj. Cowi og arkitektvirksomheden Holscher Nordberg har været rådgivere på projektet.
Svenskere vil bygge skole ved nordsjællandsk kommunegrænse
Ejendomsinvestor kritiserer nordsjællandsk kommune: Ender som et frilandsmuseum