FB Gruppen og PKA bag milliardprojekt med boliger i Holbæk

Projektudvikleren og pensionskassen igangsætter første del af et projekt med 1000 boliger og en samlet projektsum på 2,5 mia. kr. Borgmester glæder sig.
Hans-Bo Hyldig, adm. direktør og medejer af FB Gruppen. | Foto: PR/FB Gruppen
Hans-Bo Hyldig, adm. direktør og medejer af FB Gruppen. | Foto: PR/FB Gruppen

Et af de største udviklingsprojekter i Holbæk nogensinde kan blive til virkelighed over de kommende år.

Det er projektudvikleren FB Gruppen, som sammen med sin nuværende samarbejdspartner, pensionskassen PKA, igangsætter første del af et projekt, der skal ende med 1000 boliger over de næste 10 år, oplyser selskabet.

Efter en udbudsproces har kommunalbestyrelsen i Holbæk besluttet at sælge et stort delområde af bydelen Holbæk Have med købsoption på den resterende del til FB Gruppen.

"Det glæder os utrolig meget, at kommunalbestyrelsen har betroet os opgaven med at bidrage til udviklingen af Holbæk Have. Området er efter vores opfattelse et af de allermest attraktive områder i byen, ikke mindst på grund af den store park, der giver spændende muligheder for grønne værdier og fællesskaber," siger adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen i meddelelsen.

Virksomheden står i forvejen bag udviklingen af Grønttorvet i Valby, hvor 2700 blandede boliger i disse år skyder op, og den har også gang i boligprojekter på Teglholmen i København, i Roskilde, Hvidovre og Stenløse.

Inden længe tager FB Gruppen første spadestik. Det sker efter en udbudsproces, hvor kommunen har besluttet at sælge 45.000 kvm areal. I det første delområde vil der blive bygget 33.000 etagemeter, og FB Gruppen har sikret sig forkøbsretten til resten af området, der består af yderligere tre delområder. Her kan der opføres ca. 82.000 etagemeter, hvorved FB Gruppen som nævnt kan realisere godt 1000 boliger på området.

PKA er klar med investering

For den bindende del af tilbuddet betaler FB Gruppen 41,7 mio. kr., og en samlet pris på 135 mio. kr. for hele arealet. Det samlede bydelsprojekt for Holbæk Have vurderes i alt til en anlægssum i omegnen af 2,5 mia. kroner.

"Dermed bliver det potentielt set én af de største investeringer i Holbæk Kommunes historie," skriver FB Gruppen, der målrettet arbejder med blandede ejerformer som ejer, lejer og andel, alt efter hvad der er realistisk i markedet.

"Gennem de sidste otte år har vi i forbindelse med flere større udviklingsprojekter haft et tæt samarbejde med pensionsselskabet PKA, der blandt andet er pensionskasse for sygeplejersker og en række medarbejdergrupper inden for den offentlige sektor. Det er derfor begge parters forhåbning, at samarbejdet kan videreføres omkring Holbæk Have med PKA som finansiel partner og blivende investor i en del af projektets boligudlejningsejendomme," siger Hans-Bo Hyldig, der også har samarbejdet med PKA i forbindelse med udviklingen af Grønttorvet i Valby.

Holbæks borgmester glæder sig

Også i Holbæk Kommune ser man frem til samarbejdet med FB Gruppen om udviklingen af bydelen for alle befolkningsgrupper.

"FB Gruppens projektforslag taler ind i vores ønske om at tiltrække flere uddannelser til Holbæk og dermed fastholde vores unge i nærmiljøet, tiltrække børnefamilier fra øst og tilbyde mindre boliger til singler og seniorer. Det kan vi blandt andet gøre ved at sikre en blanding af forskellige boligtyper, så det er muligt for alle grupper og familietyper at finde en god bolig, der opfylder deres behov her i Holbæk Kommune," siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) i meddelelsen.

FB Gruppen udvider partnerkredsen med ledende medarbejdere

FB Gruppen leverer rekordresultat og ruster sig til usikkerhed på markedet

Byråd skrinlægger NPV-projekt i Holbæk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også