FB Gruppen opruster med produktionsdirektør fra NCC

FB Gruppen har ansat Kristian Møller Petersen som produktionsdirektør i en nyoprettet stilling hos projekt- og ejendomsudviklerkoncernen. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Han er hentet ind for at ruste organisationen og ledelsen til de kommende år, hvor koncernen har en række projekter i pipelinen, der vil udvide positionen på det danske marked, lyder det.
"Vores hidtil største projekt er Grønttorvet i Valby, hvor vi udvikler en helt ny bydel med over 2300 blandede boliger på få år. Men vi har også projektudviklingsopgaver i Hvidovre, Roskilde, Farum, København og Stenløse, der har afledt øget interesse for vores byggerier. Væksten skaber muligheder for stordriftsfordele, men det er en kerneværdi for os, at vi fastholder både kvaliteten i vores byggerier og tidsplanerne over for vores investorer, lejere og købere," siger adm. direktør i FB Gruppen, Hans-Bo Hyldig, i meddelelsen.
44-årige Kristian Møller Petersen kommer senest fra en stilling som projektchef hos NCC Property Development og har tidligere haft samme stilling hos MT Højgaard og Skanska. Hos FB Gruppen skal han blandt andet have fokus på kvalitet og produktionsstyring, mens han også får ansvaret for at finde nye projekter til porteføljen.
"Jeg har fulgt FB Gruppen gennem en årrække, og deres evne til at udvikle og aflevere pænt byggeri til tiden imponerer mig. Set udefra virker de som en ekstremt professionel og veldrevet virksomhed, der har evnet at fastholde pionérånden. Nu glæder jeg mig til at se det indefra og som en del af ledelsen bidrage til at folde visionerne ud," udtaler Kristian Møller Petersen.
Han tiltræder som produktionsdirektør den 1. december 2018.
FB Gruppen vil kaste sig over boligudvikling på Bornholm
FB Gruppen halverer omsætning efter rekordår — men ordrebogen boomer
Sampension køber 121 lejligheder for trecifret millionbeløb i Roskilde
FB Gruppen opruster med salgschef