EjendomsWatch

FB Gruppen leverer rekordresultat og ruster sig til usikkerhed på markedet

FB Gruppen forventer også i de kommende år positiv indtjening, "om end det vil være marginalt lavere end i 2018," udtaler koncernens adm. direktør i forbindelse med regnskabet, hvor frasalg slog igennem.

Hans-Bo Hylding, adm. direktør i FB Gruppen. Foto: PR.

Projektudvikleren FB Gruppen leverer et rekordresultat og polstrer egenkapitalen med millioner. Koncernegenkapitalen og fortsat fokus på "benhård risikostyring" skal ruste FB Gruppen til usikkerhed på markedet.

Det oplyser FB Gruppen af en pressemeddelelse udsendt torsdag, efter koncernens generalforsamling.

Koncernen realiserede i 2018 en nettoomsætning på 1,7 mia. kr. og et resultat efter skat på 252 mio. kr. mod henholdsvis 504,6 mio. kr. og 85,2 mio. kr. i 2017.

I 2017 var omsætningen halveret i forhold til året før, hvor FB Gruppen tjente godt 1 mia. kr. på toplinjen en rekord selskabet nu har slået.

Egenkapitalen lander på 497 mio. kr. mod 282 mio. kr. i 2017 og er altså vokset med knap 200 mio. kr. Det skal hjælpe FB Gruppen i et fremtidigt marked med faldende priser og efterspørgsel.

"Når toppen af markedet falder, så påvirker det jo alle i markedet. Måske falder priserne ikke meget, men så bliver liggetiderne lidt længere, og det kan være sværere at finde investorer. Så vi arbejder meget aktivt med håndtering af de risici, vi oplever i markedet. De salgs- og samarbejdsaftaler, vi har med vores samarbejdspartnere, er med til at begrænse risikoen betydeligt, og vi oplever fortsat god tilgang af både investorer og kunder," siger Hans-Bo Hyldig, adm. direktør for FB Gruppen, i meddelelsen og fortsætter:

"Derfor forventer vi også i de kommende år positiv indtjening, om end det vil være marginalt lavere end i 2018. Med den yderligere konsolidering af koncernens finansielle position, som 2018-regnskabet udviser, ruster vi os til fremtiden, som altid kan være svær at forudsige."

Tusindvis af kvadratmeter på vej

Koncernen afleverede i 2018 i alt 51.354 kvm fordelt på 434 boligenheder og arbejder netop nu på omdannelsen af det gamle Grønttorv i Valby til en ny bydel med 2300 blandede boliger, erhvervsenheder og daginstitutioner på i alt 243.000 kvm og en samlet værdi på ca. 5 mia. kr.

Ud over Grønttorvet i Valby arbejder FB Gruppen op byggeprojekter i bl.a. Hvidovre, Roskilde, Stenløse og på Teglholmen i København, fremgår det af regnskabet.

FB Gruppen igangsatte i 2018 ni projekter på samlet 74.116 kvm fordelt på enheder bestående af ungdomsboliger, familieboliger til udlejning, en detailbutik og Grønttorvets første daginstitution, der opføres for Københavns Kommune.

EJW Grønttorvsparken Grønttorvet Valby FB Gruppen.jpg
FB Gruppen har med finansiering fra PKA købt det tidligere Grønttorv i Valby. Ud over 2.300 blandede boliger bliver der også plads til en række butikker, caféer, to børneinstitutioner og formentlig også kontorer. Foto: PR.

I gruppens byggeri er der fokus på bæredygtighed og gode materialer, skriver FB-koncernen.

"Som en af de større aktører i branchen har vi en forpligtelse og et ansvar for at gå foran. Vi bygger kun boliger, vi selv vil bo i. Og den stolthed, vi føler ved hvert eneste byggeri, skal kunne mærkes i alle led lige fra arkitekterne og håndværkerne til beboerne og lokalsamfundet. Det er muligt, at den langsigtede tilgang koster økonomisk på den korte bane, men i et samfundsperspektiv er det vores klare opfattelse, at vi skal bidrage til de gode oplevelser i byggeriet, der rækker ud over økonomien," siger Hans-Bo Hyldig i meddelelsen.

Ved udgangen af året havde koncernen projekter for omkring 200.000 kvm i gang, hvoraf godt halvdelen er solgt pr. 1 marts 2019.

I 2019 forventer FB Gruppen at aflevere 1063 boliger fordelt på 78.730 kvm, hvoraf 99 pct. er solgt.

"Vi har en bevidst politik om, at en vis andel af koncernens boligprojekter skal være solgt inden igangsætning af et byggeri, eller at der i øvrigt findes en betryggende exit strategi for projektet," siger han og tilføjer, at politikken vurderes ud fra det enkelte projekt eller på tværs af flere projekter.

FB Gruppen har siden 2003 udviklet og bygget flere end 3000 boliger i en række byer i Hovedstadsområdet.

FB Gruppen hyrer direktør og sender ham på jagt

FB Gruppen vil kaste sig over boligudvikling på Bornholm

FB Gruppen halverer omsætning efter rekordår — men ordrebogen boomer

På Grønttorvet er der plads til en dårlig businesscase

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier