PWC opfører nyt 28.000 kvm domicil i Nordhavn

Udviklingsselskabet By & Havn, der er ejet af Københavns Kommune, har solgt en byggeret til rådgivningsvirksomheden PWC, som vil flytte sit hovedkontor fra Hellerup til Nordhavn, oplyser By & Havn.
Bygningskomplekset bliver på ca. 28.000 kvm og giver plads til flere end 1500 medarbejdere samt konference- og kursusfaciliteter til over 12.000 erhvervsrelationer, fremgår det.
"Vores ambition er at skabe et levende videnhus, der åbner for fremtidens muligheder for innovation og samarbejde for PWC og vores kunder," siger Mogens Nørgaard Mogensen, seniorpartner og adm. direktør for PWC, i meddelelsen.
Byggeriet er tegnet af Henning Larsen Architects og etableres som et atriumhus, der er underdelt i 12 kuber i varierende højder. De højeste kuber på op til 36 meter vender mod Kalkbrænderihavnsgade og havnebassinet samtidig med, at bygningen nedtrappes til 16 meter mod kanalrummet og den omkringliggende boligbebyggelse på Marmormolen, skriver By & Havn.
"Med dette byggeri er vi nået endnu et skridt nærmere realiseringen af de ambitiøse planer for Nordhavn som blandet bolig- og erhvervsby. I By & Havn mærker vi en stigende interesse fra både mellemstore og store virksomheder, der gerne vil etablere sig i de nye byudviklingsområder, og vi ser frem til endnu mere dynamik og flere medarbejdere i Nordhavn," siger afgående adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen i meddelesen.
"Fra et byudviklingsperspektiv er PWC's kommende domicil samtidig en slags ’missing link’, der binder Østerbro sammen med Marmormolen og binder Marmormolen sammen med Amerika Plads og Århusgadekvarteret," fortsætter han.

Aarsleff er valgt til Kronløbsøprojektet i muligt milliardprojekt
By & Havn udpeger holdet bag nyt bykvarter i Nordhavn
Relaterede artikler:
Østre Landsret flytter til Nordhavn
For abonnenter