Opsving fylder fabrikslokaler i Østjylland

Tomgangen i østjyske lagerbygninger og fabrikshaller er på det laveste niveau i mere end otte år, viser nye tal. Opsvinget og nethandel driver udviklingen, lyder det fra erhvervsmægler.
Foto: Ard Jongsma
Foto: Ard Jongsma

Virksomhederne i Aarhus og det øvrige Østjylland efterspørger lagerhaller, logistikbygninger og produktionslokaler. Det fremgår af nye data fra Ejendomstorvet.dk, mæglernes fælles portal for erhvervslokaler.
I øjeblikket står kun 3,4 pct. af lager- og produktionslokalerne tomme i Østjylland. Man skal helt tilbage til starten af 2009 for at finde lavere tomgang.

"Der har været fald i tomgangen stort set hvert eneste kvartal siden januar 2015, så fremgangen for de østjyske virksomheder lader til at være ret stabil," siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomtorvet.dk, i en pressemeddelelse.

Mads Thomsen, erhvervsrådgiver og specialist i industriejendomme hos Nybolig Erhverv Aarhus, forklarer, at jo tættere man kommer på Aarhus, desto sværere er det at finde lokaler. Især mindre industrilokaler på 500-2500 kvm er en meget omsættelig vare, og nethandlen har givet rift om velbeliggende, moderne logistikejendomme, forklarer han.

Lejestigninger lader vente på sig

Trods den stigende efterspørgsel på industrilokaler i Østjylland har lejeniveauet ifølge Ejendomstorvet.dk været stort set uændret det seneste år.

"Med finanskrisen i baghovedet har virksomhederne ikke turdet at sætte sig for hårdt i det. Men med det begrænsede udbud er priserne på vej til at stige, og vi har for nylig indgået en tiårig lejekontrakt; så lang tid ville virksomhederne ikke binde sig før," siger Mads Thomsen fra Nybolig Erhverv Aarhus i pressemeddelelsen.

I hele landet findes 103,5 mio. kvm industrilokaler, og heraf ligger 16,2 mio. eller knap en sjettedel i Aarhus og de øvrige østjyske kommuner. Dermed har Østjylland næstflest industriarealer blandt de 11 landsdele, som Danmarks Statistik opdeler kongeriget i — kun overgået af Sydjylland.

Færre tomme butikker i Østjylland

Ejendomsportal lancerer kontorsatsning

Ejendomsportal formidler erhvervslejemål for et tocifret milliardbeløb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også