Regeringen udpeger Henning Larsen-direktør som formand for nyt partnerskab

Arkitekt bliver ny formand for offentligt-privat samarbejde, der er stiftet af interesseorganisationer og ministerier. Opgaven bliver at gøre Danmarks kreative erhverv mere synlig, siger hun selv.
Mette Kynne Frandsen bliver formand i Creative Denmark. | Foto: PR
Mette Kynne Frandsen bliver formand i Creative Denmark. | Foto: PR

Arkitekt Mette Kynne Frandsen, der til daglig er adm. direktør i arkitektvirksomheden Henning Larsen, får en ny kasket, da hun skal være formand i Creative Denmark, som er et offentligt-privat samarbejde.

Det oplyser Erhvervsministeriet, som er en af seks stiftere bag Creative Denmark, der så dagens lys i december sidste år.

Det er erhvervsminister Simon Kollerup (S), der har udpeget arkitektdirektøren som formand for organisationen, der særligt fokuserer på design, arkitektur og kunst.

"Bestyrelsen spiller en afgørende rolle i det vigtige arbejde, og derfor er jeg meget glad for, at Mette Kynne Frandsen har takket ja til formandsposten. Med sin store erfaring inden for de kreative erhverv og eksport er Mette den helt rigtige til at hjælpe vores virksomheder godt over landegrænsen," udtaler ministeren.

Udover Erhvervsministeriet er Creative Denmark stiftet af Dansk Erhverv, Udenrigsministeriet, Kulturministeriet, Realdania, hvor Mette Kynne Frandsen sidder i bestyrelsen samt Dansk Industri, hvor Mette Kynne Frandsen både er bestyrelsesmedlem i DI samt i underafdelingen DI Rådgiverne.

Mette Kynne Frandsen ser med glæde på udnævnelsen.

"De kreative erhverv arbejder i høj grad med at skabe oplevelser og bæredygtige løsninger for mennesker. Det er der stor efterspørgsel på og behov for ude i verden," siger Mette Kynne Frandsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Derfor skal vi arbejde på at øge synliggørelsen af alle de danske kreative løsninger og kompetencer ude på markederne og derved samtidig understøtte væksten i de kreative erhverv i Danmark. Dette ligger mig meget på sinde, og jeg glæder mig til at bringe mine kompetencer og erfaringer på banen," lyder det fra Mette Kynne Frandsen, som har været 27 år i Henning Larsen. 17 som topchef og partner og 10 som menig arkitekt.

Henning Larsen-direktør venter yderligere konsolidering i arkitektbranchen

Henning Larsen vinder projekt i Sydney og åbner lokalt kontor

Rambøll køber Henning Larsen Architects

Niras-topchef afviser dialog om opkøb med Henning Larsen

Medie: Henning Larsen kan være på vej mod salg eller fusion

Henning Larsen-station i Vinge bliver ikke til noget 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også