Briefing uge 19: Jesper, Jesper, Jesper dog

Der er langt mellem ejendomsudviklere, som lægger sig fladt ned og erkender en perlerække af dårlige beslutninger. Ugens Briefing er klar.
Den nordjyske ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard i sin tidligere bolig, som han formåede at sælge i 2022 for 85 mio. kr. Køberen var hestedressurfamilien Helgstrand. | Foto: PR
Den nordjyske ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard i sin tidligere bolig, som han formåede at sælge i 2022 for 85 mio. kr. Køberen var hestedressurfamilien Helgstrand. | Foto: PR

Æres den som æres bør.

Ugens spidse tilbageblik, Briefing, lægger ud i Aalborg, hvor ejendomsudvikler Jesper Skovsgaard meget nøgternt forholder sig til et dundrende underskud på 126 mio. kr. og byggerier, som hans selskab har tabt over 200 mio. kr. på. 

Det er konsekvensen af ”en række katastrofalt dårlige beslutninger,” som han siger, inden han over for EjendomsWatch gør klart, at han og resten af virksomheden er ”pissetrætte af at have tabt penge, men det må vi tjene ind igen, og det får vi også gjort.”

Gennem foreløbig 85 artikler har EjendomsWatch gennem årene interesseret sig for ejendomsudvikleren og hans samarbejdspartnere, der ikke altid strutter af høj troværdighed og sund økonomi. Reaktionen fra Skovsgaard har ofte været vrede eller et nej til at medvirke i artikler, der ikke stillede hans virksomhed i et flatterende lys.

Griber violinen

Melodien er lidt den samme, når en anden meget omtalt person, Thomas Rolin fra Fundbricks, griber violinen, når det kritiske lys rettes mod ham og hans række af dårlige projekter.

Måske en anledning til at opliste nogle af de sager som EjendomsWatch som branchevagthund har bragt frem i lyset, mens andre har sovet tornerosesøvn. Det kræver dygtigt journalistisk arbejde, som rækker ud over at viderekolportere polerede pressemeddelelser, hvor selv slåfejl copy-pastes. Det seneste halve år har EjendomsWatch bl.a. leveret unik journalistik om:

  • Pantebrevsudlån fra ejendomskreditselskaber til kriminelle, understøttet af Ringkjøbing Landbobank
  • Problemfyldte projekter og konkurser på stribe hos låneplatformen Fundbricks
  • Dårlig økonomi og behov for rekonstruktion hos Oskar Group
  • Dårlig økonomi og behov for ny kapital hos Gefion Group
  • Salg og mulig opsplitning af Deas

  • Retssag mellem udviklere i Viborg, der er endt med millionerstatning

Glad Barfoed

Gudskelov er der også masser at skrive om, når det gælder aktører i branchen, som gør det godt og hvor noget lykkes. I ugens løb kunne eksempelvis det familieejede Rødovre Centrum fremvise tal, som andre må misunde, mens fynske Barfoed Group kunne glæde sig over at stå bag en hel bydel med certifikat på bæredygtighed. Også velkommen til Velkomn, det nye kapitalfondsejede ejendomsselskab, som Peter Uldall Borch står bag. Han har nu aftale på plads om første projekt med 154 boliger i Haslev.

Ugen har stadig været præget af årsregnskaber, bl.a. fra Nordea Pension Ejendomme, hvor chefen, Flemming Engelhardt, over for EjendomsWatch varsler større fut i transaktionerne efter et stille 2023. Hos vestjyske Reka slår en entreprenørkonkurs skår i tallene, og efter at Koncenton i sidste uge aflagde regnskab med rekordunderskud, ser billedet endnu værre ud for den samlede koncern, som projektudbyderen indgår i.

Det var indholdet af Briefing i en uge med kun fire hverdage.

Ris såvel som ros kan i lighed med tip til gode historier sendes til mail@ejendomswatch.dk.

God weekend.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også