Briefing uge 15: På herrens mark

Strid på ord udspiller sig i mange hjørner af branchen, og mens det ét sted handler mest om professionel prestige, er der andetsteds millioner og personlig forretning på spil. Ugens Briefing er klar.
Alt ånder tilsyneladende fred og idyl, men at den danske landbrugsjord er eftertragtet og kan føre til konflikt og kamp om millioner, blev vi mindet om i den forgangne uge. | Foto: Thomas Borberg
Alt ånder tilsyneladende fred og idyl, men at den danske landbrugsjord er eftertragtet og kan føre til konflikt og kamp om millioner, blev vi mindet om i den forgangne uge. | Foto: Thomas Borberg

Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmedie...

...har vi trods alt aldrig – officielt – kaldt os selv her på EjendomsWatch.

Ikke desto mindre bekræfter en gennemgang af denne uges mest iøjnefaldende nyhedshistorier, at den i forvejen flotte læserinteresse er øget på det seneste – uanset om artiklernes omdrejningspunkt så er København eller Holstebro.

Med disse ord velkommen til endnu en udgave af Briefing, hvor ugens gang i branchen tages under (k)ærlig behandling.

Mudderkastning

Vi lægger ud på herrens mark. 

Her befandt Karsten Resen Holm sig indtil for ganske nyligt, hvor en landsretsdom gik stik imod byrettens kendelse og gav den driftige midtjyde, hvad han selv betegner som ”en meget stor økonomisk oprejsning,” efter at et større boligprojekt på en helt konkret mark ved Holstebro var endt i hat og briller.

Ikke overraskende er der flere meninger om en betændt sag som denne, men spørger man målet for projektudviklerens anklager – hvilket EjendomsWatch selvfølgelig gjorde – så lød det fra den tidligere Dating.dk-millionær Martin Back, at man ikke ”skal tage snakken gennem medier.”

Anderledes klar i mælet var Backs kompagnon, den forhenværende Olav de Linde-direktør Søren Gørup Christiansen, der også måtte lægge ryg til mindre flatterende ord fra projektmageren.

”Hvis du kan sætte lighedstegn mellem de to ting, så vil jeg blive overrasket,” udtalte Søren Gørup Christiansen med henvisning til, at en mand, han ikke anser for at være ”pålidelig”, alligevel endte med at stå som vinder af den årelange konflikt. 

Uden for retslokalerne er det sidste ord næppe sagt i den sag.

And the Oskar goes to...

Tilbage på stenbroen har Oskar Group på godt og ondt sørget for at holde sit navn varmt. Spørgsmålet er så, under hvilket navn den hårdt prøvede københavnske udviklingskoncern fremover skal tiltales efter lanceringen af det nye selskab Oskar Jensen Development.

”I princippet laver vi næsten det samme som før, med det samme team, som har stort set de samme opgaver. Forskellen er blot, at vi udvikler på andre ejendomme end vores egne,” forklarer Jesper Brinkmann, der fortsætter som adm. direktør i rådgivningsselskabet.

Den første opgave for Oskar Jensen Development har været at rådgive den tyske ejendomsinvestor ECE, der for op imod en halv milliard vil forvandle en markant kontorejendom på Frederiksberg til hotel.

I en ikke så fjern fortid var alt dog ikke fryd og gammen, og få måneder efter at en gruppe investorer overtog ejendom i indre København fra Oskar Group, er bygningen nu på vej på tvangsauktion. Pantebrevshandlerne Klaus Schulze og Torben Fischer har pant for 62,5 mio. kr., efter at duoen sidste år erstattede Ringkjøbing Landbobank som långivere.

Det er så dejligt at være ved vandet

Alt sammen småpenge sammenlignet med den transaktion, AP Pension og By & Havn netop har foretaget i den københavnske sydhavn, der indtil for ganske få år siden var et nedslidt arbejderkvarter, men som i dag er stort set færdigudviklet som en ny, attraktiv og – ikke mindst – væsentligt dyrere bydel.

”Salgsrekord,” lød det fra det offentligt ejede udviklingsselskab, der historisk set ikke har ligget på den lade side, hvad angår betydelige frasalg af byggeretter på eksklusive adresser. Op imod 100.000 kvm drejer det sig om ved Enghave Brygge, og ud af de 1000 kommende boliger vil omkring en fjerdedel være almene.

Salget peger i den rigtige retning for Anne Skovbro & Co., hvis erklærede målsætning er at omsætte for én milliard årligt efter 2027.

Et netop offentliggjort regnskab viser imidlertid, at der trods fortsat toplinjevækst stadig er et stykke derop, samtidig med at konjunkturmodvinden har blæst det gældstunge selskabs resultat ned i minus 760 mio. kr.

Målekonkurrence

Et langt møntkast fra Enghave Brygge finder vi en anden bydel, der de seneste år har undergået en komplet forandring. Folkene bag Carlsberg Byen har taget fat på tredje og sidste etape af det historiske byggeri, og ifølge adm. direktør Jens Nyhus skal man ”skynde sig lidt, hvis man vil nå at købe noget.”

Mere end ti år efter at planen for bydelen blev lagt, følger projektet stadig det udlagte spor, hvilket direktøren på bramfri vis kalder ”enormt fedt.” Han slår samtidig fast, at han ”bliver ved roret,” efterhånden som hans arbejdsgiver går fra at være et udviklingsselskab til at blive et afviklingsselskab.

Vi slutter af med nyheden om, at EDC ikke længere er landets største mæglerkæde. Ikke at konkolleger går op i den slags, bevares, men hos Nybolig tøver man ikke desto mindre med at udbasunere, at man ”har indtaget førerpositionen som Danmarks største mæglerkæde målt på udbud.”

Hos detroniserede EDC er man dog ikke synderligt imponeret af Boliga-målingen. Ifølge kommunikationschef Jan Nordmann baserer salgs- og udbudstallene sig nemlig på ”lidt en teknikalitet,” idet sagerne fra syv Danbolig-butikker, som Nybolig har købt, er medregnet.

Spørgsmålet er nu, om EDC’s ukronede konge, Poul Erik Bech, har tænkt sig at modificere sit markedsføringsslogan: ”Danmarks største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed.”

Ris såvel som ros kan i lighed med tip til gode historier sendes til mail@ejendomswatch.dk.

God weekend.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også