Briefing uge 12: Papirpenge mellem venner

En bonusaftale er ikke mere værd end det papir, den er skrevet på, og adskillige regnskaber bærer præg af, at ejendomsværdierne fortsat er under massivt pres. Ugens Briefing er klar.
Den ene dag er de der, og den næste er de væk. Selv store millionbeløb kan være en flygtig størrelse i ejendomsbranchen. | Foto: Mads Nissen
Den ene dag er de der, og den næste er de væk. Selv store millionbeløb kan være en flygtig størrelse i ejendomsbranchen. | Foto: Mads Nissen

Forventningens glæde er den største.

Det må man indse hos Nrep, efter at en trecifret millionbonus er forsvundet som dug for forårssolen.

Det var ganske vist en velkendt del af forvaltningsaftalen med Dades, at det såkaldt resultatbaserede vederlag er baseret på yderst rentefølsomme værdireguleringer, men det er svært at klandre Nrep-folkene for at have slikket sig om munden ved udsigten til at kunne indkassere 350 mio. kr. – uden at have rørt en finger.

Ole Danielsen, forhenværende topchef i et af landets ældste ejendomsselskaber, Jorcks, har tidligere kaldt det ”spøjst” at indgå en bonusaftale afhængig af markedets luner, og erhvervsmediet Insidebusiness har beskrevet, hvordan Boris Kjeldsen, ex-boss hos Dades, da også var imod håndslaget med Nrep.

Hos magtfulde Novo Holdings, der som storaktionær har en fod placeret i begge lejre, har man ikke lagt skjul på sin rolle i det arrangerede ægteskab.

”Det er vi ærgerlige over,” lyder det i dag, tre år senere, fra Dades-direktør Søren Kristiansen om en bonus, der er gået i nul, men som i næste års regnskab igen kan være løbet op i millioner.

Vi maler bundlinjen rød

Denne uges udgave af Briefing bærer i det hele taget præg af regnskabssæsonens komme, og som indledningen viser, så kan rapporternes virvar af tal, noter og fagtermer åbenbare mange interessante detaljer – hvis man altså er sit job voksen som medie og gør andet end blot at skimme top- og bundlinje.

Tydeligt er det, at 2023 har været et mørkt kapitel i de fleste virksomheders historie, og ofte bruges ord som ”udfordrende” og ”modgang,” når bestyrelsesformand og direktører forsøger at forklare årets udvikling.

Hos østjyske M+ tager ledelsen tyren ved hornene og lægger ikke skjul på, at man finder underskuddet ”irriterende.” Formand Bettina Antitsch Mortensen giver udtryk for ”blandede følelser” over et trecifret milliontab og en styrtdykkende omsætning kombineret med en drift, der sådan set går den rigtige vej.

I lighed med flere andre rorgængere i erhvervslivet forholder M+-formanden sig forholdsvis optimistisk, hvad angår prognoserne for indeværende års markedsstrømninger, og således tyder meget på, at man også her kan vende ryggen til et trist år, hvor koncernens betydelige ejerandel i navnkundige Flügger var med til at male bundlinjen rød.

Op og ned i Jylland

Hos en anden jysk spiller, Agat Ejendomme fra Aalborg, er det stadig svært at få øje på de store lyspunkter i horisonten, og det børsnoterede selskab kunne umiddelbart godt ligne en butik med halvtomme hylder og ”til salg”-skilt i vinduet.

Lejeindtægterne stiger ganske vist, men det gør afkastkravene også, og derfor blev det til endnu et år med et betydeligt milliontab.

Vi bliver i Jylland: Længere mod syd, i Kolding, tjener den farverige entreprenør Pierre Legarth stadig penge, men trecifrede milliontal på bundlinjen er blevet tocifrede, og tilbagegangen endte da også med at blive større end forventet for Pierre Ejendomme.

En marginal tomgang på 2 pct. er ifølge ejerlederen ”udtryk for, at det betaler sig at behandle sine lejere ordentligt, hvilket ligger i min grundnatur,” som han formulerer det over for Jydskevestkysten.

Bedre med alderen

Cashflowet har M. Goldschmidt Ejendomme også udmærket styr på. For nu at sige det mildt. Siden 2020 har den familieejede biks fordoblet sin driftsindtjening, og det ser man fra ledelsens side ingen grund til at ændre på de kommende år, kan adm. direktør Søren Bjørn Hansen fortælle til EjendomsWatch.

”Opkøb står ikke øverst på listen lige nu, for i grunden synes vi, at vi har bedre muligheder organisk,” lyder det fra Søren Bjørn Hansen, der for fire år siden tog over som topchef fra den nu 67-årige stifter, Mikael Goldschmidt.

Aldersmæssigt kunne Poul Rørsgaard være Mikael Goldschmidts far, men de 90 år forhindrer ikke den nordsjællandske gummi-rigmand i at tegne en vidtforgrenet koncern med ejendomsværdier for langt over den halve milliard.

En række sidegesjæfter – heriblandt et urfirma og en app – er det gået mindre godt med, og spørgsmålet om et kommende generationsskifte blæser fortsat i vinden over Øresund, eftersom Rørsgaard-familien ikke har svaret på EjendomsWatchs henvendelser.

Således nåede vi til vejs ende for en uge, der bød på en hård landing for de mange danskere, som vendte hjem fra solbeskinnede Cannes og Mipim med kufferterne fyldt af moderat optimisme på vegne af det så hårdt prøvede ejendomsmarked.

Ris såvel som ros kan i lighed med tip til gode historier sendes til mail@ejendomswatch.dk.

God weekend – og påske, når vores mange trofaste læsere kommer dertil.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også