Ny konkurs rammer erhvervsmænd bag skandaleramte ejendomsinvesteringer

Investorer med tocifret millionbeløb i klemme har fået taget engelsk investeringsselskab under konkurs i Danmark. ”Det er jo et kulørt persongalleri,” siger kurator.
"Er der nogen form for realitet i de investeringer, som selskabet mener at have, eller er det bare et nyttigt røgslør for, at man i virkeligheden har brugt pengene på noget helt andet," lyder det retoriske spørgsmål fra kuratoren i Fornax Capital, Kammeradvokatens Boris Frederiksen. | Foto: PR / Kammeradvokaten
"Er der nogen form for realitet i de investeringer, som selskabet mener at have, eller er det bare et nyttigt røgslør for, at man i virkeligheden har brugt pengene på noget helt andet," lyder det retoriske spørgsmål fra kuratoren i Fornax Capital, Kammeradvokatens Boris Frederiksen. | Foto: PR / Kammeradvokaten

Endnu en konkurs rammer bagmændene i EjendomsWatchs artikelserie Mursten og Mystiske Millioner, hvor intetanende investorer er blevet lokket til at poste millioner i tvivlsomme ejendomsinvesteringer.

Det drejer sig om det engelske moderselskab bag investeringerne, Fornax Capital Limited, der er blevet taget under konkursbehandling i Danmark. Det sker efter et langstrakt sagsforløb, hvor investorer i de investeringer, som selskabet har udbudt, har jagtet bagmændene for deres tab.

”Fordringshaverne begærede konkursdekret afsagt og bemærkede, at selskabet har erkendt at skylde fordringerne(...), der samlet udgør cirka 13,8 mio. kr. Gælden er forfalden i en lang periode siden 2019. (...) Selskabet må anses for at være insolvent,” står der i retsbogen fra retsmødet i Sø- og Handelsretten 28. februar 2024, hvor Fornax Capital Limited blev erklæret under konkurs.

Det er Boris Frederiksen, formand hos Kammeradvokaten, der er indsat som kurator i boet. Han fortæller, at det endnu er for tidligt at spå om udfaldet af konkursen.

”Der er jo et kulørt persongalleri og nogle kulørte problemstillinger, der er i og omkring selskabet. Det er svært at have en klar mening om, hvad der er op og ned i det her, før vi har været inde og lavet undersøgelser,” siger Boris Frederiksen til EjendomsWatch.

Personkredsen bag Fornax Capital er ikke vendt tilbage på EjendomsWatchs henvendelse.

Konkurser i personkredsen

Fornax Capital Limited er et af flere selskaber i et tætforbundet netværk, hvor der har været et personsammenfald med gengangere som advokat Arne Linde Olsen, revisor Kim Hersland, erhvervsmanden Thorbjørn Reinholdt Nielsen og finansfolkene Jesper Svane Thomsen og Christian Machholdt Østergaard. Sidstnævnte gik selv personlig konkurs i februar 2024 med gæld for 800 mio. kr. som følge af en anden sag, hvor flere hundrede investorer ikke havde fået deres penge.

Fornax Capital Limited har som moderselskab i Fornax-koncernen stået for at rejse penge til en række ejendomsprojekter, som har været tæt forbundet med personkredsen. Projekterne er efterfølgende blevet afviklet, uden at Fornax-investorerne har fået deres penge.

Heriblandt er de velhavende brødre Andreas og Christoph Kjærgaard fra Esbjerg, der også står bag konkursbegæringen mod Fornax Capital Limited, efter at brødrene har jagtet bagmændene gennem længere tid.

”Det er en principiel beslutning, at vi nu forfølger vores krav gennem retssystemet, for vi ved godt, at det er tvivlsomt, om vi får vores samlede tilgodehavende igen. Men omvendt er det ulovligt, det de har lavet, og det skal de ikke slippe afsted med,” sagde Christoph Kjærgaard i et interview med EjendomsWatch i juni 2023.

Helt så klar i mælet er man ikke hos kurator Boris Frederiksen, der tidligere er blevet indsat som kurator i det personlige konkursbo efter en anden person fra netværket, Thorbjørn Reinholdt Nielsen, der gik konkurs tilbage i 2021 i kølvandet på et kuldsejlet ejendomsprojekt i Tuborg Havn i Hellerup.

”Der er nogle mulige forbindelser imellem Fornax og noget af det, som vi har kigget på i andre sammenhænge. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,” siger Boris Frederiksen til EjendomsWatch.

Påståede aktiver i udlandet

Et fællestræk for mange af de selskaber, som personkredsen har drevet, er, at man har ladet pengene strømme igennem advokat Arne Linde Olsens klientkonto i København. Dette er også tilfældet i Fornax Capital Limited, hvor investorerne har indbetalt deres investeringer direkte til advokaten.

Dette var også et argument i konkurssagen i forhold til, hvorfor selskabet, der officielt har adresse i England, skulle tages under konkursbehandling i Danmark.

”Fornax Capital Ltd har været ledet fra Danmark, at der har været omfattende erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark, herunder en række danske ejendomsinvesteringer, hvorimod det er udokumenteret, at der har været erhvervsmæssige aktiviteter uden for Danmark,” står der i retsbogen fra et retsmøde 20. februar 2024 i Østre Landsret, hvor det blev fastslået, at konkurssagen skulle behandles i Sø- og Handelsretten.

Heller ikke kurator Boris Frederiksen har kunnet konstatere, at de aktiver, som Fornax Capital påstår at eje, rent faktisk findes i virkeligheden.

”De forklarer selv, at der er betydelige aktiver i selskabet, men det er også aktiver, som synes at være forbundet med stor usikkerhed. Det går lige fra tilgodehavender fra ejendomsprojekter i England til 4,5 kilo smaragder i en bankboks i Brasilien,” siger Boris Frederiksen om sagen, der også trækker tråde til selskabet Northcapital, hvor direktøren – personkredsens faste revisor, Kim Hersland – påstod, at man ejede ædelsten for milliarder af kroner, hvilket Berlingske efterfølgende sået tvivl om gennem en stribe artikler.

”Det første, vi vil gøre, er at tegne et verdenskort op og sige, er der nogen form for realitet i de investeringer, som selskabet mener at have, eller er det bare et nyttigt røgslør for, at man i virkeligheden har brugt pengene på noget helt andet? Begge muligheder er til stede,” siger Boris Frederiksen.

EjendomsWatch har rettet henvendelse til Fornax-investorerne Andreas og Christoph Kjærgaards advokat, DLA Piper-partneren Henrik Sjørslev, der selv har været likvidator i Northcapital, efter at Erhvervsstyrelsen sendte selskabet til tvangsopløsning i 2019. Han henviser til kurator Boris Frederiksen for kommentarer til konkursen i Fornax Capital.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også