Briefing uge 42: Luksusbolig-retræte hos Danica

Hellerup er ikke ligefrem London eller New York, siger Danica-direktør Michael Nielsen, der nu ændrer planer for luksusboliger. Ugens Briefing er klar.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Var det noget med en penthouse-lejlighed ud til Øresund for 50 mio. kr.?

Ja, har et snævert felt af købere svaret de senere år, men nu er feltet svundet yderligere ind i takt med dyrere finansiering og større usikkerhed, der også i denne uge fylder ugens Briefing.

Det har derfor et skær af fornuft over sig, når bygherren Danica nu arbejder for at gøre Novo Nordisk Fonden til ny beboer på Tuborg Strandeng i Hellerup stedet for at opføre yderligere luksusboliger som oprindeligt planlagt.

”Vi stopper, mens legen er god,” som Danica-direktør Michael Nielsen sagde til EjendomsWatch samtidig med, at han konstaterede, at Hellerup hverken er New York eller London. Sandt nok.

Flyvende hollænder

Så er der mere sikkerhed for efterspørgslen på boliger til middelklassen. Dem har hollandske OCP med penge fra den Singapore-baserede statsfond GIC købt over 2700 af i Danmark de senere år, hvilket EjendomsWatch indgående har beskrevet. 

Men nu viser det sig, at værdierne ikke holder. Et nyt regnskab afslører en større, trecifret millionnedskrivning, som ledelsen gerne vil sige mere om – om tre-seks måneder. I mellemtiden kan bl.a. Nrep glæde sig over at have cashet ind i tide.

AKF og AG

Cashet ind gjorde også AKF, hvor direktør Ino Dimsits satte flere ord på sidste fredags trecifrede millionfrasalg til amerikanske Blackstone.

Penge lugter som bekendt ikke, heller ikke for AKF’s ejere i fagbevægelsen, der ellers tidligere ikke har holdt sig tilbage fra at sende verbale bandbuller afsted mod netop Blackstone.

I afdelingen for større aftaler var også Lægernes Pension og den fynske udvikler AG Gruppen parat til at uddybe det samarbejde om boliger i bl.a. København, som EjendomsWatch tilbage i august løftede en del af sløret for.

På Fyn måtte familieejede Cervo Gruppen i lighed med mange andre investorer nedskrive, men med en historie, der fører gennem flere kriser, har familien ”is i maven,” som den lod forstå.

Oskar og Arne

Og så er dødskampen hos Oskar Group stadig på radaren. Det viser sig, at svenske investorer i praksis kan åbne faldlemmen for den københavnske udvikler, der ydermere står med forsinkede projekter på stribe

Ligeledes i den kulørte afdeling var der økonomisk rap over nallerne på 80.000 kr. til en gammel kending af EjendomsWatch: Advokat Arne Linde Olsen, der med sin klientkonto har ageret nyttig hjælper bl.a. for en nu konkursramt entreprenør.

Ikke mere Briefing for nu. Som altid kan tip til gode historier eller ris og ros sendes til mail@ejendomswatch.dk.

God weekend.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også