Københavnsk investor bygger boliger i omfangsrigt udviklingsområde

City Apartment opkøber projektgrund i Vinge ved Frederikssund, hvor udlejeren vil bygge små 100 lejligheder. Kommunal jurist beskriver matriklen som ”lidt udfordrende.”
City Apartments kommende boligprojekt i Vinge inkluderer lejligheder med 2-4 værelser. | Foto: Frederikssund Kommune
City Apartments kommende boligprojekt i Vinge inkluderer lejligheder med 2-4 værelser. | Foto: Frederikssund Kommune

Endnu et boligprojekt ser dagens lys i udviklingsområdet Vinge mellem Frederikssund og Ølstykke, hvor den københavnske udlejer City Apartment skal opføre etagebyggeri med i alt 97 lejligheder.

Det skriver EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har formidlet Frederikssund Kommunes salg af grunden, i en pressemeddelelse.

Projektet på den 11.285 kvm store grund er døbt Projekt Vingen, og lejeboligernes størrelse kommer til at variere fra 57 til 104 kvm. Salgets økonomiske omfang fremgår ikke af meddelelsen.

Ifølge Christian Palsbo, jurist hos Frederikssund Kommune, har der været stor interesse for at investere i området – ikke mindst ”på de små og mellemstore arealer,” som han formulerer det.

I meddelelsen fortæller han, at City Apartment ”kommer til at bygge på en centralt beliggende matrikel i området, der godt kan være lidt udfordrende.”

”Men visionerne er gode, og vi er helt sikre på, at projektet vil bidrage til en positiv udvikling af Vinge, hvor vi især ser projektet som et aktiv i at skabe gode byrum mellem bygningerne,” lyder det fra Christian Palsbo.

Dennis Ravn, projektchef i Frederikssund Kommune, tilføjer, at ”Projekt Vingen kommer til at være placeret der, hvor den tætte bebyggelse begynder.” 

”Visionen er, at der skal laves et højt og tæt byggeri, som bidrager til god diversitet i området, hvor rækkehuse, townhouses og etagebyggeri smelter sammen. Boligerne skal altså i fællesskab kunne understøtte alle behov og tale ind i et urbant bymiljø,” forklarer Dennis Ravn.

Fra kommunens side vurderes det, at indbyggertallet i et fuldt udbygget Vinge vil ligge mellem 10.000 og 20.000. Inden for de kommende fem år er planen at opføre yderligere 1000 boliger i området.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også