Klumme: Bid dig fast på boligmarkedet eller betal dig fattig i boligleje

Efter et enkelt kvartal med faldende priser på ejerlejligheder i København vil bankøkonomer sikkert fare frem med bål og brand, lyder det fra valuar i denne klumme. Men det er der faktisk ingen grund til. Priserne vil på langt sigt fortsætte med at stige og øge kløften mellem ejere og lejere, siger han.
Foto: PR
Foto: PR
AF LARS WISMANN, EJENDOMSMÆGLER OG VALUAR

Finans Danmark har i weekenden offentliggjort den nye boligmarkedsstatistik. For ejerlejligheder i Københavns 17 tungeste postdistrikter er priserne i gennemsnit faldet 1,5 pct.

Det er første kvartal med fald i priserne siden 4. kvartal 2018. Billedet er dog ikke entydigt. I 6 af de 17 postdistrikter har der været stigende priser. Største stigning var i 2920 Charlottenlund med plus 4,9 pct. og største fald i 2900 Hellerup med minus 7,7 pct. Begge postdistrikter kan bygge på en statistik med meget få handler.

Anderledes gælder det for 2100 København Ø, 1500-1799 København V, 2200 København N og 2000 Frederiksberg. I disse fire postdistrikter balanceres der fra minus 2 til plus 2 pct.

Der vil med usvigelig sikkerhed komme en stribe af bankøkonomer, der nu vil melde bål og brand og mane til forsigtighed. Men det er muligt, at 4. kvartal 2021 bliver en enlig svale, fremfor en ny trend.

Ejerlejligheder i København er helt overvejende små boliger under 100 kvm, hvor de fleste er med 2-3 værelser. Disse boliger købes ofte af førstegangskøbere, der i dag i modsætning til for 40 år siden købes med penge, der helt eller delvist leveres af forældrene eller bedsteforældrene. Førstegangskøbere, der kommer fra ubemidlede familier, får blot et afslag på lån i bank/realkredit.

Førstegangskøberen mødes typisk med kreditkrav om ingen studiegæld, en kontant opsparing på 10 pct. og en husstandsindkomst på 25 pct. af lånebeløbet. I de 17 postdistrikter er gennemsnitsprisen kr. 47.398/kvm boligareal. I de dyreste bydele – 1800-1999 Indre Frederiksberg – er priserne plus 25 pct og de billigste 2860 Søborg minus 25 pct.

Den nye bolig på 70 kvm koster så i gennemsnit ca. 3,3 mio. kr. Det betyder kreditkrav om en kontant opsparing på kr. 330.000 plus en husstandsindkomst på kr. 825.000. Det er en økonomisk umulighed for de fleste. Leverer far og mor de første 40 pct. af købesummen – 1,3 mio. kr. – så leverer realkreditten velvilligt resten op til 60 pct. af købesummen med 100 pct. afdragsfrihed.

Boligydelsen for førstegangskøberen med fast rente i 30 år på realkreditlånet og 100 pct. afdragsfrihed bliver så ca. 6000 kr. om måneden. Her kan selv den nyuddannede sygeplejerske, søofficer og håndværker være med.

Hvilken vej skal boligpriserne så i København? Jeg aner det ikke. Men fra 4. kvartal 2011 til 4. kvartal 2021 steg priserne på ejerlejligheder 123 pct. eller i gennemsnit 8,4 pct. om året. Hvad end der sker, så vil priserne på ejerlejligheder i 4. kvartal 2031 være højere, end de er i dag. Sådan har det været siden 1966, hvor ejerlejlighedsloven trådte i kraft.

Dette bliver uanset, hvad bankerne kan levere af mørkesnak. Velkommen i ejerboligmarkedet, bid dig fast eller betal dig fattig i boligleje! Boligmarkedet er gyldent for dem der ejer og ikke for den, der er lejer.

Klumme: Rapport om andelsboliger er en tynd omgang

Klumme: Skjulte værdier for 130 mia. kr. i hovedstadens andelsboligforeninger

Klumme: Højere krav til opsparing vil ikke påvirke boligpriserne

Klumme: Lagerskat er tankespind fra embedsmænd

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også