Venstre kalder minister i samråd i Norvig-sag – ejer melder hus forbi om rekordbøde

Erhvervsministeren skal nu forklare, hvad han vil gøre for at stoppe ejendomshandler Peter Norvig, der er sigtet for coronasvindel. Det sker efter, at byretten har afvist en klagesag fra Norvig, som efterlader det firma, han leder, med rekordstor bøde. Ejer vil "kraftstejleme ikke" betale, siger han. Venstre foreslår fængselsstraf. (Opdateret)
Det har ikke været muligt at få en kommentar til den ubetalte bøde fra ejendomshandler Peter Norvig. | Foto: Martin Zakora / Ritzau Scanpix
Det har ikke været muligt at få en kommentar til den ubetalte bøde fra ejendomshandler Peter Norvig. | Foto: Martin Zakora / Ritzau Scanpix

Sagen om Peter Norvigs firma B2B Propertys rekordstore bøde på 500.000 kr. bliver nu taget til et nyt niveau, da Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen trækker erhvervsminister Simon Kollerup (S) ind i sagen. Det sker ved at kalde ham i samråd.

Det fremgår af et samrådsspørgsmål, der er stillet tidligere i februar.

Tirsdag kunne EjendomsWatch fortælle, at Københavns Byret har afvist Peter Norvigs klage over Disciplinærnævnet for Ejendomsmægleres bøde på 500.000 kr., da Norvig og B2B Property ikke kunne betale berammelsesafgiften for at føre sagen ved domstolene.

Preben Bang Henriksens henvendelse til ministeren går på, "hvad ministeren agter at foretage sig i anledning af, at det øjensynlig er muligt at fortsætte ejendomsformidlingsvirksomhed efter at have modtaget adskillige rekordstore bøder fra Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere, samtidig med, at bøderne ikke betales," skriver ordføreren til ministeren.

Der er tale om flere bøder, som B2B Property ikke har betalt, mens selskabet fortsat kører videre. Det vil Preben Bang Henriksen nu sætte en stopper for.

"Det er livets vigtigste disposition at købe bolig, og man skal have en mægler, man kan stole på. Det er fint med etiske regler, men det hjælper ikke, hvis de ikke bliver overholdt," lyder det fra Preben Bang Henriksen, der derfor foreslår fængselstraf.

"Jeg vil ikke sætte folk i fængsel for ikke at betale bøder. Men jeg vil sætte folk i fængsel, der ikke betaler bøder, og fortsætter med at drive virksomhed. Det er der, det kriminelle ligger," lyder det fra V-ordføreren.

Ministeren har tidligere været ude med hård kritik af Peter Norvig. Bl.a. har han bebudet, at det kunne blive aktuelt med et forbud mod, at Norvig kan drive virksomhed i Danmark.

EjendomsWatch arbejder på at få en kommentar fra ministeren på, om forbuddet fortsat er en mulighed – men han er endnu ikke vendt tilbage.

Ejer: Jeg har ikke hørt noget

Det er selskabet B2B Property, hvor Norvig er direktør, der har fået bøden. Faktisk er det Preben Bang Henriksen selv, der i sit virke som advokat stiftede selskabet i 1992.

Bøden blev en realitet i sommer, da B2B Property, der dengang hed Living Homes, i flere tilfælde ikke i tide havde afleveret penge tilbage til kunder, som havde fået annulleret deres bolighandler.

Dengang kaldte Norvig bøden uretfærdig.

Selskabets ejer Jan Behrens kender ikke den aktuelle status på bøden fra Disciplinærnævnet. Han har ikke den store lyst til at betale bøden.

"Selskabet skal betale for selskabets problemer. Sådan er det. End of story. Der er ikke andre, der skal betale. Der er ikke big brother watching you nogen steder," siger Jan Behrens og fortsætter:

"Det er jo ikke sådan, at man som skal hænges ud, fordi man er ejer af selskabet og sige, har du tænkt dig at betale den bøde? Nej, det har jeg kraftstejleme ikke. Selskabet betaler sine egne bøder. Så kan selskabet gå rundt til sine ejere og spørge, om de vil finansiere det. Det bliver et anliggende mellem ejeren og selskabet. Det er ikke noget, man drøfter over EjendomsWatch. Det kommer aldrig til at ske. Sorry."

Bøden er ikke blevet betalt. Hvem kommer til at betale den bøde?

"Der er kun en til at betale den bøde. Det er selskabet."

Og hvis selskabet ikke kan betale den bøde?

"Så er det ikke op til selskabet længere, så er det op til Gældsstyrelsen. Men selskabet skal jo spørge omkring sig," siger Jan Behrens.

Har selskabet spurgt omkring sig?

"Det er jeg ikke bekendt med," siger han.

Så I har slet ikke drøftet den bøde?

"Ikke andet, end at jeg blev gjort opmærksom på, at sagen var afvist af dig. Så sagde jeg til Peter, om han ikke ville følge op på, hvad der sker. Det har han så lovet, og så har jeg ikke hørt mere," siger Jan Behrens om bøden, der har været en kendsgerning siden januar, hvor byretten afviste sagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Norvig.

Coronasvindel

Bøden er ikke Peter Norvig og B2B Propertys eneste problem. Peter Norvig og hustruen Hanne Nørrisgaard, der er ejendomsmægler, har også en sigtelse for coronasvindel på 2,6 mio. kr. hængende over hovedet, hvilket EjendomsWatch kunne afsløre i januar.

Endnu er der ikke rejst tiltale i sagen. Men problemerne stopper ikke der. For udover bøden er der også økonomiske mellemværender. ATP Ejendomme har fortsat penge i klemme for ubetalt husleje på B2B Propertys gamle lejemål på Islands Brygge i København.

Ifølge EjendomsWatchs oplysninger drejer det sig om mere end 900.000 kr.

Derudover er der endnu ikke afregnet med alle tidligere medarbejdere i virksomheden.

(Artikel opdateret 16.40 med kommentar fra Preben Bang Henriksen)

Byret afviser klage fra Peter Norvig – bøde på 500.000 kr. står fast

Rådgiver på milliardprojekt på Møn har ikke talt med pengemand siden december

Mæglere efter Norvigs anholdelse: "Enormt skadeligt for branchen"

Ejendomshandler Peter Norvig anholdt for coronasvindel

Peter Norvig og investor strides om ubetalt millionhonorar for ferieprojekt på Møn

Ejer af Living Homes efter anklage om snyd: Både styrelse og Peter Norvig har begået fejl

Politiet efterforsker ejendomshandler Peter Norvig for mulig fusk med coronamillioner

Styrelse har Peter Norvig under mistanke for at forsøge at få coronamillioner ulovligt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også