Forlagsmillionær sælger Lyngby-hotel for små 200 mio. kr. til PFA

Pensionsselskabet køber hotelprojekt i Nordsjælland af grundlægger af dansk magasinforlag. Megatrends driver investeringen, siger PFA's ejendomsdirektør.
Visualisering af hotellet i Lyngby som pensionsselskabet PFA har købt for ca. 200 mio. kr. | Foto: PFA/PR
Visualisering af hotellet i Lyngby som pensionsselskabet PFA har købt for ca. 200 mio. kr. | Foto: PFA/PR

Hvis ikke det er ejendomme for milliarder i udlandet, som det danske pensionsselskab PFA køber, så er det hoteller for millioner herhjemme.

Den kundeejede pensionskoncern investerer således i sit femte hotelprojekt i Danmark.

Denne gang køber PFA et hotel, som er under opførelse i Lyngby i Nordsjælland, for små 200 mio. kr., skriver PFA i en pressemeddelelse.

Ifølge tingbogen lyder prisen på 177,5 mio. kr.

Lyngby-hotellet måler knap 5500 kvm, får 112 værelser, skal drives af hotelkæden Zleep Hotels og får beliggenhed tæt ved Helsingørmotorvejen.

"Vores ejendomsinvesteringer er drevet af internationale megatrends – herunder den stigende efterspørgsel på oplevelser og turisme. Hotelmarkedet herhjemme er i vækst, og antallet af overnatninger er kraftigt stigende," udtaler Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA, i meddelelsen.

Udvikler og sælger bag projektet er Benjamin Capital, som er ejet af rigmanden Johnny Laursen, der har bygget sin formue op på at udvikle og sælge magasinforlaget Benjamin. Han ejer i forvejen naboejendommen, som er udlejet til en Ferrari- og Maserati-forhandler.

PFA har i forvejen investeret i Hotel Alsik i Sønderborg, Hotel Otillia i Carlsberg Byen i København og et hotel til hotelkæden Guldsmeden, som er under opførelse i København. Herudover har PFA givet tilsagn om at bygge et hotel i Hillerød også med Zleep Hotels som hoteloperatør.

Investeringen i Hillerød løb dog ind i problemer, da Danmarks Naturfredningsforening vurderede det til at være en katastrofe for kulturmiljøet og i direkte modstrid med den tidligere kommuneplan.

Løsningen blev, at PFA fik lov til at bygge en nedskaleret version af hotellet. I stedet for syv etager gav politikerne lov til fire og fem etager, skrev Frederiksborg Amts Avis i oktober.

Hotellet i Lyngby skal stå klar i juli 2020.

Det er Colliers samt Telling & Nesager, der har været rådgivere for PFA, mens Bech-Bruun har været juridisk rådgiver. Rambøll og Newsec er teknisk rådgiver, fremgår det.

PFA får lov til at bygge nedskaleret hotel i Hillerød

Udvalg giver grønt lys til lokalplan for PFA's hotelbyggeri i Hillerød

PFA i modvind med hotelprojekt i Hillerød

Zleep Hotels skal drive endnu et hotel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også