Hotelejer: "Jeg tror aldrig, vi kommer dertil, hvor der ikke er behov for mere kapacitet"

Brøchner Hotels åbner to nye danske hoteller i 2019 og tager derefter en pause. Manden bag oplever ikke en overkapacitet i København og regner med, at hotelmarkedet fortsat vil udvikle sig i en positiv retning, siger han til Børsen.
Søren Brøchner-Mortensen, ejer af Brøchner Hotels. | Foto: PR.
Søren Brøchner-Mortensen, ejer af Brøchner Hotels. | Foto: PR.

Efter åbningen af to nye hoteller i Aarhus og København i 2019 tager Brøchner Hotels en pause på et år, men Søren Brøchner-Mortensen, der står bag den familieejede kæde, kan ikke få øje på den omtalte overkapacitet i København.

Det skriver Børsen.

"Da vi gik ind i Carlsberg Byen for tre år siden, var der ganske vist ikke de aftaler på banen, som vi kender i dag. Og ja, der kommer da et pres på markedet i 2020-21. Men jeg tror aldrig, vi kommer dertil, hvor der ikke er behov for mere kapacitet," siger Søren Brøchner-Mortensen til avisen.

Hans egne hoteller har en belægningsprocent på mellem 85 og 88, hvilket han ser som et bevis på, at der er plads til flere i markedet, fremgår det. Han tilføjer, at han fortsat ser en positiv udvikling i turismen.

Søren Brøchner-Mortensen er tredjegenerations-hotelejer og ejer og driver sammen med sin kone hotelkæden Brøchner Hotels, der i dag består af fem såkaldte boutique-hoteller, som er mindre hoteller, hvor der er lagt vægt på indretning og atmosfære, fremgår det.

Ifølge koncernregnskabet bag selskabet, som ejer Brøchner Hotels, Flama Holding, landede selskabets bruttofortjeneste i 2017 på knap 94,6 mio. kr. mod 76 mio. kr. året før, mens overskuddet lød på 20,4 mio. kr. mod 20,9 mio. kr. i 2016. Blandt andet højere personaleomkostninger, som steg fra 42,3 mio. kr. til 58,4 mio. kr., var med til at trække penge ud ud af bundlinjen.

Ifølge regnskabet er antallet af ansatte gået fra 76 til 112. Værdien af selskabets grunde og bygninger gik fra 361 mio. kr. til 459 mio. kr. i 2017. Flama Holding er ejet af ægteparret og deres tre børn.

Otte års mangel på hotelværelser er slut – nu kommer overkapaciteten

PFA og Topdanmark køber hotel i Carlsberg Byen

Tre danske hoteller er blandt klodens bedste

Dansk hotelkæde vil udvide med to nye hoteller

Familieejede danske hoteller har succes med unika-tilgang 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også