Nyt boligbyggeri får grønt lys af Næstved Kommune

Næstved Byråd har godkendt byggeriet af 20 nye familieboliger på Dalgårdsvej i Fuglebjerg. Projektet sendes nu i udbud, skriver Sjællandske.
Dermed kan boligselskabet Fuglebjerg Selvejende Byggevirksomhed komme i gang med byggeriet af de almene boliger, som Næstved Kommune tidligere har givet en lånegaranti på 10 mio. kr. til, fremgår det.
Byggeriet sker efter, at boligselskabet sidste år købte en knap 13.000 kvm af Næstved Kommune.
Der er plads til omkring 30 boliger på grunden, men i første omgang opføres 20 boliger i ét plan. 16 boliger bliver med tre rum på ca. 80 kvm og de fire med fire rum på 95 kvm.
FSB har eksisteret siden 1947 og råder over 380 lejemål fordelt på almennyttige boliger, ungdomsboliger og ældreboliger i Fuglebjerg, Sandved og Tornemark, fremgår det.
Huslejen vil ligge fra 5277 til 6267 kr. om måneden.