Nybyggeri i Næstved skal huse styrelse med 400 ansatte

Udlændingestyrelsen flytter i nyt byggeri i centrum af Næstved. Det sker som led i statens udflytning af arbejdspladser.

Nybyggeri i centrum af Næstved bliver den fremtidige arbejdsplads for 350-400 medarbejdere i Udlændingestyrelsen. Det står klart, efter at Bygningsstyrelsen har afsøgt mulighederne.

"Beslutningen om den endelige placering er taget på baggrund af en grundig gennemgang af en lang række ejendomme og placeringer i og omkring Næstved. Det har ikke været muligt for Bygningsstyrelsen at finde egnede ledige ejendomme, der umiddelbart lever op til de krav og behov, som en offentlig virksomhed af Udlændingestyrelsens størrelse har," meddeler Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Derfor er valget faldet på en ledig grund beliggende centralt i Næstved, hvor der kan opføres nybyggeri.

"Med nybyggeri sikres det samtidig, at Udlændingestyrelsen får en mere sammenhængende, effektiv og moderne bygning, hvor Borgerservice kan få en særskilt indgang. Også ud fra en økonomisk betragtning forventes et nybyggeri at være en mere omkostningseffektiv og mindre risikofyldt løsning end en stor ombygning af en eksisterende ejendom. Den såkaldte Posthusgrund er beliggende tæt ved Næstved station, hvilket gør transport til og fra styrelsen let for både medarbejdere og borgere," skriver ministeriet.

Posthusgrunden fungerer i dag som parkeringsplads, og som led i aftalen mellem staten og Næstved Kommune betaler staten for, at der etableres et tilsvarende antal p-pladser et andet sted i midtbyen.

Bygningsstyrelsen vurderer, at der vil være en samlet tidshorisont på 36 måneder, før byggeriet vil stå klar til indflytning. Tidshorisonten omfatter udover opførelse af bygningen ligeledes ændring af lokalplan, høringer, tilrettelæggelse mv.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) glæder sig over, at den sidste del af udflytningen af de statslige arbejdspladser dermed er faldet på plads.

"Nu flytter vi op mod 400 arbejdspladser til Næstved, og jeg er helt sikker på, at det vil få en positiv betydning for området. Det har taget lidt længere tid, end vi havde regnet med, men nu får vi til gengæld den helt rigtige løsning," lyder det.

De dele af Udlændingestyrelsen, der skal flyttes til Næstved, behandler primært sager vedrørende familiesammenføring, forlængelse af opholdstilladelser og visum. Herudover flyttes Borgerservice, indkvarteringsområdet samt de administrative funktioner til Næstved.

Den del af Udlændingestyrelsen, der behandler asylansøgninger skal ikke flytte til Næstved.

Domea-selskab bygger boliger i Næstved

Banker taber 132 mio. kr. på Næstved-ejendomme

Investorgruppe køber op på Sjælland for trecifret millionbeløb

Byggematadors gamle gods sat til salg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også