Klumme: Mæglernes muntre melodi

De største erhvervsmæglere er gået sammen om bedre ejendomsdata. Men der er stadig noget at arbejde med, når det gælder deres bidrag til større gennemsigtighed, skriver EjendomsWatchs redaktør. 
"Siden 2016 har EjendomsWatch arbejdet for større gennemsigtighed i den professionelle ejendomsbranche. Det er ikke sket i kraft af erhvervsmæglerne, men på trods af dem," skriver EjendomsWatchs redaktør. | Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier
"Siden 2016 har EjendomsWatch arbejdet for større gennemsigtighed i den professionelle ejendomsbranche. Det er ikke sket i kraft af erhvervsmæglerne, men på trods af dem," skriver EjendomsWatchs redaktør. | Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier
AF JØRGEN BENDSEN, REDAKTØR PÅ EJENDOMSWATCH

Tæt på Kongehusets nye residenspalæ på Amalienborg kunne scenen næsten ikke være bedre, da cremen af den danske erhvervsmæglerstand torsdag bød inden for hos Colliers for at præsentere et nyt samarbejde. 

Det skal sikre større ensartethed, når markedet for ejendomstransaktioner gøres op. Hidtil har det lignet det rene gætværk og med udsving på et tocifret milliardbeløb, alt afhængig af hvilken mægler man spørger.

Tænk hvis det var dagens eksakte klokkeslæt, det handlede om. Er klokken 11, 12 eller 13? Tja, vi ved det ikke helt.

Som et kuriosum kan nævnes, at mæglerfirmaet Red står uden for samarbejdet, da parterne ikke kunne enes om, hvordan og hvilke data, der skulle kunne deles på tværs. Det illustrerer med al tydelighed, hvordan gennemsigtighed og transparens fortolkes forskelligt.

Letter på hatten

På EjendomsWatch letter vi på hatten for alle initiativer, der kan kaste større lys over og skabe bedre gennemsigtighed i en ejendomsbranche, der notorisk ikke rutter med information. 

Og vel er sammenligningen mellem præcise klokkeslæt og præcise handelsdata lidt spidst vinklet, men pointen er, at alt for meget data om vores bygningsmasse og hvem der ejer den er omgærdet af mørke. 

Når man tænker på, hvordan landets pengeinstitutter skal redegøre for kundeforhold og reelle ejere for at bekæmpe hvidvask og svindel, er det påfaldende så lang snor erhvervsmæglere omvendt har til at mørklægge detaljer i en ejendomshandel under dække af fortrolighed og kunders ønske om diskretion.

Referencehandler

Vi taler altså om, at penge fra et eller andet sted på jordkloden bruges på at erhverve et lille stykke af Danmark, uden at offentligheden altid kan få at vide, hvem der reelt køber - eller til hvilken pris, handlen er sket, selvom mægleren ligger inde med informationen.

Hvad rager det sådan nogen nyfigne nyhedsjægere som mig? 

En hel del. Eksempelvis tager en ejendomsvurdering blandt meget andet udgangspunkt i sammenlignelige handler og afkastkravene på disse. 

Hvis alle blot kan gå under radaren og lade nøgletal cirkulere i en lille snæver kreds af mæglere, bidrager det ikke til at gøre ejendomsvurderinger mere retvisende. Det kan de fleste se rimeligheden i bør være målet. 

Og så det vel et legitimt ønske at få at vide, hvis der sker et ejerskifte i den ejendom, man bor eller hos naboen, uanset om handlen er tinglyst eller flyver under radaren som en selskabshandel, hvor staten ydermere går glip af tinglysningsafgift.

Mørkeleg kan fortsætte

Tillykke til mæglerne med det nye samarbejde med navnet Erhvervsmæglernes Branchedata. EjendomsWatch vil holde øje med, at det ikke ender i en snakkeklub, der blot skal finde konsensus om den version af sandheden om markedet, man vælger at gå til offentligheden med, mens man på de indre linjer bidrager til at mørkelegen om markedet kan fortsætte.

Siden 2016 har EjendomsWatch arbejdet for større gennemsigtighed i den professionelle ejendomsbranche. Det er ikke sket i kraft af erhvervsmæglerne, men på trods af dem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også