Klumme: Ryd op i gamle servitutter og få bedre ejendomsvurderinger

De foreløbige ejendomsvurderinger tager ikke højde for alle de tinglyste servitutter, der sætter begrænsninger for en ejendom. Få dem kortlagt og ryd op i de gamle, foreslår Landinspektørforeningen.
"Jagtrettigheder fra 1800-tallet, der tillader en godsejer ”...ret til bestandig at passere over den solgte ejendom med skydegevær og hunde”. Skulle nogen i dag få den tanke at håndhæve sådan en servitut, vil politiet nok få travlt," siger Landinspektørforeningens formand om behovet for at rydde op i gamle servitutter og få bedre styr på nye. | Foto: PR
"Jagtrettigheder fra 1800-tallet, der tillader en godsejer ”...ret til bestandig at passere over den solgte ejendom med skydegevær og hunde”. Skulle nogen i dag få den tanke at håndhæve sådan en servitut, vil politiet nok få travlt," siger Landinspektørforeningens formand om behovet for at rydde op i gamle servitutter og få bedre styr på nye. | Foto: PR
AF TORBEN JUULSAGER, FORMAND FOR LANDINSPEKTØRFORENINGEN

Skats nye, foreløbige vurderinger af grundværdier har vist sig i mange tilfælde at ramme ved siden af skiven. Vurderingsstyrelsens model tager ikke højde for alle de indskrænkninger og bindinger, der gælder for en ejendom. Det gælder blandt andet servitutter, der er tinglyst på ejendomme, og som kan begrænse en ejendoms anvendelse f.eks. på grund af en tinglyst ledning på ejendommen eller et forbud imod, at en ejendom kan udstykkes – oplysninger, der typisk har stor betydning for, hvor meget en grund er værd.

Vurderingerne er datadrevne, og de er derfor ikke bedre end datagrundlaget. Servitutterne i tinglysningssystemet ligger desværre på en form, hvor deres geografi ikke er tilgængelig digitalt. Det betyder, at værdifuld viden om ejendomme ikke automatisk indgår i vurderingerne – borgerne skal selv gøre opmærksom på servitutter, der forringer grundens værdi, og det er ikke holdbart. 

Modernisér tinglysningen

På tinglysning.dk kan man se, hvilke servitutter, der gælder for en ejendom, bare ikke hvordan servitutterne er afgrænset. Men det er faktisk nemt at gøre noget ved – man skal blot udnytte den viden, landinspektører har om de ejendomme, de alligevel arbejder med: 

Når en landinspektør skal tinglyse en servitut på en eller flere ejendomme, er det oplagt samtidig at kortlægge servitutten i tinglysningssystemet på en måde, så andre – herunder både Skat og borgerne – præcist kan se, hvor servitutten gælder. Det ligger i naturlig forlængelse af landinspektørens arbejde, og så kan oplysningerne fremover automatisk indgå i Skats regnemodel.

Tinglysningen kan således moderniseres ved at bringe den viden, som allerede findes, i spil – til gavn for ejendomsvurderingerne og dermed i sidste ende til glæde for borgerne. 

Sverige har vist vejen

Udover geografisk at kortlægge nye servitutter kan man også med fordel fjerne de servitutter, der i dag er helt uden betydning, men som aldrig er blevet slettet. Tinglysningen er fyldt med den slags gamle, uaktuelle servitutter, som er med til at forplumre, hvilke begrænsninger der reelt gælder for en ejendom. 

Det kan for eksempel være jagtrettigheder fra 1800-tallet, der tillader en godsejer ”...ret til bestandig at passere over den solgte ejendom med skydegevær og hunde”. Skulle nogen i dag få den tanke at håndhæve sådan en servitut, vil politiet nok få travlt. På samme måde finder man i dag også stadig servitutter, der giver ret til at hente lastvognslæs af sand og sten fra strande, selvom lovgivningen for længst har sat en stopper for den slags. Det er blot et par eksempler på forældede servitutter, der stadig er tinglyste. 

Ofte er det faktisk ikke lige til at se i tinglysningen, hvad de gamle servitutter går ud på. 

Skal man se, hvad der står i servitutter fra før 1927, skal man normalt en tur på Rigsarkivet. Det er lidt af et detektivarbejde, og sletning af gamle, uaktuelle servitutter ligger udover, hvad man kan forvente, at borgerne vil bruge ressourcer på.

Derfor foreslår Landinspektørforeningen, at vi i dette tilfælde skeler til Sverige, hvor man efter en politisk beslutning har ryddet op i gamle servitutter og fået siet de forældede fra. Det betyder, at den enkelte grundejer i Sverige i dag har et langt bedre overblik over relevante servitutter, end danske grundejere har.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også