Klumme: Regeringen er klar med en lige højre til København

Begynder SVM-regeringen for alvor at sanere i erhvervsstøtteordningerne går det hårdt ud over hovedstaden, lyder det i denne klumme.
Foto: PR/Carsten Mai
Foto: PR/Carsten Mai
Af Carsten Mai, politisk rådgiver, hovedstadspolitisk kommentator

Regeringen har skrevet saneringen af støtteordningerne ind i regeringsgrundlaget og lægger op til en besparelse på to mia. kr. På den kommende ”dødsliste” står bl.a. Wonderful Copenhagen som modtager 44 mio. kr. hvert år fra staten samt Copenhagen Capacity som kæmper for erhvervsfremme. De modtager i dag 11 mio. kr., men beløbet er allerede nedadgående.

Hertil kan de decentrale erhvervsfremmemidler komme i spil. 

Hvis bevillingerne til de to organisationer falder bort eller nedjusteres markant, fjernes grundlaget for hovedstadskommunernes erhvervsfremme. Regeringen lægger dermed op til at tage penge fra hovedstadsområdet med den ene hånd og pålægge dem nye udgifter med den anden, hvis kommunerne vil fortsætte aktiviteterne. 

Hovedstadskommunerne er meget forskellige. Nogle er typiske erhvervskommuner mens andre mindre kommuner er præget af bosætning. Interessen for erhvervsfremme er derfor forskellig fra kommune til kommune. Netop derfor er det vigtigt med et tværgående system som de to organisationer sikrer i dag. Det er en af Københavns Kommunes gode pointer. 

Hovedstaden har i forvejen taget hårde slag i de seneste år. Udflytning af uddannelsessteder og statslige arbejdspladser kombineret med konsekvenserne af pandemien har i alvorlig grad forringet hovedstadens vækstmuligheder. 

Nedskæringer som regeringen overvejer gør derfor en svær situation endnu værre. 

Det bør være velkendt for regeringen, hvor meget København betyder for hele landet, men da udspillet tyder på, at Hovedstadens kvaliteter lidt er gemt af vejen på Slotsholmen følger her nogle få facts. 

Københavns Kommune har det højeste turismeforbrug i Danmark med 35 mia. kr. i 2019. Aarhus er nummer 2 med 5,8 mia. kr. Vi lader lige tallene stå et øjeblik. København tiltrækker nemlig storbyturister fra fjerne markeder som har et meget højt dagligt forbrug. 

Turismen skabte i 2018 et nationalt skatteprovenu på 11 mia. kr. Måske regeringen lige skal give det en ekstra tanke, før de begynder at regulere på den organisation som sikrer dette fantastisk flotte resultat? 

Hovedstadens investeringsindsats gavner hele Danmark. Talenter og investeringer i København breder sig nemlig i hele landet også i form af nye produktionsarbejdspladser. 

Svækkes fokus på investeringer i København rammes bygge- og ejendomsbranchen som nogle af de første. Projekter opgives, lærlingepladser forsvinder og nye boliger forbliver et fatamorgana. 

Alt sammen gode fakta som Københavns Kommune med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i spidsen lægger frem for erhvervsordførerne i disse dage for at forklare dem, at en nedprioritering af København bidrager til den skævvridning af Danmark som politikerne på Christiansborg taler så meget om. 

Men de stiller ofte tingene på hovedet. København er ikke forfordelt positivt målt i forhold til byens betydning for resten af Danmark. Tværtimod er vores fælles hovedstad sørgeligt nedprioriteret. Gode kræfter må forenes for at tale regeringen til fornuft.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også