Claes Toft Nielsen, head of Real Estate Danmark, Lifex, har i en klumme på EjendomsWatch 3. januar begået en fantastisk tekst om, hvordan det moderne liv med ensomhed og mangel på boliger skal mødes af, ”at vi deles om ressourcerne”.

Lifex har dog en noget særpræget opfattelse af at dele, for hvad er det i virkeligheden Lifex tilbyder de ensomme og boligpressede borgere?

På hjemmesiden www.joinlifex.com annoncerer Lifex deres værelser til udlejning. I København ligger deres priser typisk på mellem 10.000 og 13.000 kr. for et værelse i en delt bolig. Typisk sådan, at der er en stue og et køkken til deling. Boligerne er møbleret med møbler i Ilva-kategorien. Pænt uden på nogen måde at være prangende.

Nogenlunde set samme gør sig gældende i de andre storbyer, hvor Lifex udbyder værelser til udlejning.

I en af deres boliger i København udlejer Lifex værelser til 12.800 kr. om måneden. Med fire værelser udlejet og en samlet størrelse på 232 kvadratmeter, giver det en samlet leje på omkring 2600 kr. pr. kvadratmeter om året – eller ca. det dobbelte af, hvad huslejenævnet i København helt rimeligt ville godkende som lovlig leje for pæne, møblerede værelser. I øvrigt kræver en sådan opdeling af familieboliger godkendelse fra den pågældende kommune. 

Omskrivning af virkeligheden

De lejere i Lifex-boligerne, vi i LLO taler med, har ikke noget ønske om at bo i delelejlighed. De er heller ikke ensomme, de kan bare ikke finde andre steder at bo end i disse ekstremt dyre, små værelser. De er typisk udlændinge, der skal bo København i kort tid – og de aner ikke, hvad en højskole er, noget Claes Toft Nielsen ellers bruger som en del af Lifex’ idégrundlag. Og så synes de, at det er voldsomt dyrt at bo i København, men har ikke forudsætningerne for at vide, at der faktisk findes regler på området. 

Claes Toft Nielsens klumme er dermed en helt fantastisk omskrivning af en virkelighed i de store europæiske byer, hvor alvorlig boligmangel – blandt lavtlønnede en regulær boligkrise – mødes med vanvittigt dyre, bittesmå boliger i påtvungne bofællesskaber – til en fortælling om, hvordan Lifex og lignende operatører omdanner familieboliger til lige præcis det, den moderne borger efterspørger. Og så endda med et lavere CO2-udslip! 

Claes Toft Nielsen får dog i en bisætning nævnt, at ”operatører af bofællesskaber typisk kan tilbyde et markant forbedret økonomisk afkast”. Så selv om fællesskabet og højskoleinspirationen åbenbart fylder meget hos Lifex, så er der gode penge i skidtet. 

Hermed er vi tilbage ved at ”deles om ressourcerne”. Det Lifex tilbyder, er ikke at deles om ressourcerne. Det er ikke værdige boliger. Det er derimod udnyttelse af den boligkrise, som vi ser i hele Europa – og som ikke løses med påtvungne bofællesskaber, men med opførelse og udlejning af betalelige boliger til den brede befolkning.