Klumme: Almene boligafdelinger bør frit kunne skifte administrator

En del afdelingsbestyrelser er desværre nødt til i dag at nøjes med boligselskabets rådgivning, hvilket gør, at den helt nødvendige og uvildige rådgivning, der er til fordel for lejerne, desværre ikke er tilstede, lyder det i denne klumme.
Boligområdet Mjølnerparken på Nørrebro i København. | Foto: Lasse Kofod
Boligområdet Mjølnerparken på Nørrebro i København. | Foto: Lasse Kofod
AF MOHAMMED ASLAM, formand, afdelingsbestyrelsen, Mjølnerparken, og René Suhr, direktør, Bosam

Vi har med stor interesse læst Jyllands-Postens serie "Boligforeninger under lup", hvor bl. a. aflønningen af direktionerne i de almene boligorganisationer har vakt opsigt.

Det er vigtigt, at aflønningen i den almene sektor kommer for dagens lys, men desværre er afdækningen kun en videreførelse af de dårlige historier, der har været om den almene boligsektor i sidste mange år, hvor vi ikke vil undlade at nævne omtalen om formanden for Bo-Vitas gode aflønning via byggehonorarer, Lejerbo skandalen og uregelmæssighederne i KAB tilbage i 1990' erne.

Det interessante ved disse sager er, at de alle har/ havde til formål at tilgodese den øverste ledelse i det almene boligselskab økonomisk, samt at de bestemmende organer i den almene boligsektor tilsyneladende ikke er blevet klogere.

Vi har stor forståelse for, at det skal være muligt at aflønne en direktør eller forretningsfører fornuftigt, men vi stiller spørgsmål ved i hvor høj grad de nødvendige mekanismer i de almene boligselskaber er tilstede, så det ikke bliver et tag selv bord, når størrelsen af aflønningen på direktionsgangen skal fastlægges. Der er desværre nogle strukturelle årsager til, at de naturlige og helt nødvendige mekanismer ikke er til stede i den almene boligsektor.

Det normale er, at en kunde kan vælge en anden leverandør, hvis han/ hun er utilfreds, men dette er desværre ikke tilfældet i den almene boligsektor.

Det er nemlig vigtigt at huske på, at det er kunderne (dvs lejerne), der skal betale for udgifterne i det almene boligselskab, og at lejerne ikke har mulighed for frit at vælge boligselskabet fra eller til, hvilket betyder, at den enkelte afdelingsbestyrelse er stavnsbundet.

Dertil skal tilføjes, at en afdelingsbestyrelse ikke i lighed med en beboerrepræsentation i en ejendom, som er underlagt den private lejelov selv kan bestemme, om de vil have en kollektiv rådgivningsaftale med en lejerforening.

En kollektiv aftale for en afdelingsbestyrelse med en lejerforening som betales af lejerne skal nemlig godkendes i organisationsbestyrelsen, hvilket alle organisationsbestyrelser desværre ikke gør i dag.

En del afdelingsbestyrelser er desværre nød til at i dag at nøjes med boligselskabets rådgivning, hvilket gør at den helt nødvendige og uvildige rådgivning, der er til fordel for lejerne, desværre ikke er tilstede. Hvis det bliver mere frit for en boligafdeling at skifte boligorganisation og modtage rådgivning uafhængig af boligselskabet er der en mulighed for, at nogle af disse sager ikke kommer igen, da det kan betyde at det almene boligselskab mister kunder.

Vores forslag er derfor:

  1. Den almene afdeling skal frit kunne skifte til en anden almen boligorganisation eller anden administrator for at sikre konkurrencen til glæde for en god og billig drift af de almene ejendomme, hvilket på sigt vil give lavere huslejestigninger.
  2. I dag kan organisationsbestyrelsen i boligselskabet bestemme, om afdelingsbestyrelsen må indgå en aftale med en lejerforening for på den måde at få noget juridisk og økonomisk rådgivning i arbejdet som modvægt mod den almene boligorganisation.

Vi har stor forståelse for, at det skal være muligt at aflønne en direktør eller forretningsfører fornuftigt, men vi stiller spørgsmål ved i hvor høj grad de nødvendige mekanismer i de almene boligselskaber er tilstede, så det ikke bliver et tag selv bord.

(Denne klumme er oprindelig bragt som debatindlæg i Jyllands-Posten.)

Efter svindelsag: Sådan skal tilsyn med aarhusianske boligforeninger styrkes

Partier kræver millionlønninger i den almene boligsektor frem i lyset

Boligdirektører forsvarer millionlønninger og kalder dem "rimelige"

Fagfolk efterlyser stærkere bestyrelser i almene boligselskaber 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også