Klumme: Mangel på udenlandske turister presser københavnske strøggader

Efter et markant dyk i kundestrømmen på de københavnske strøggader i 2020 er der udsigt til forbedringer, men starten af 2021 vil fortsat være præget af udfordringer, lyder det fra erhvervsmægleren Cushman & Wakefield Red i denne klumme.
Foto: PR / Cushman & Wakefield Red
Foto: PR / Cushman & Wakefield Red
AF Kristian Vinggaard, partner med ansvar for detail, Cushman & Wakefield Red

Efter knap et år med restriktioner er det nu tydeligt, at et fravær af særligt udenlandske besøgende på de københavnske strøggader i sommermånederne førte til, at tomgangen steg og lejeniveauerne faldt i 2020.

Som følge af de omfattende restriktioner, pålagt samfundet den 11. marts, lå de københavnske strøggader øde hen i to måneder fra midten af marts til midten af maj.

En strøgtælling foretaget af Red primo april viste, at der var sket et fald på mellem 82 pct. og 92 pct. i antallet af fodgængerne på strøggaderne sammenholdt med den gennemsnitlige registrering for de foregående fire år.

I takt med genåbningen af samfundet åbnede butikkerne op en efter en i starten af sommeren, hvor udenlandske turister normalvis strømmer til byen. I månederne juni-august var der tilbage i årene 2017-2019 gennemsnitligt mellem 26 og 50 pct. flere udenlandske overnatninger på hoteller og feriecentre i København, end der var i årets resterende måneder.

Den manglende turisme påvirkede antallet af fodgængere på strøggaderne, og eksempelvis kunne strøggaderne blot mønstre 39-59 pct. af den normale trafik for juni måned sammenholdt med den gennemsnitlige registrering for samme måned de foregående tre år.

Selvom manglende muligheder for udlandsrejser fik mange danskere til at besøge de københavnske strøggader i sommermånederne, så vi, at manglen på udenlandske turister medførte, at der blev registreret et historisk lavt antal besøgende på strøggaderne.

Næsten stabiliseret efterår

Andelen af udenlandske turister på strøggaderne var ligesom under normale forhold aftagende i løbet af sensommeren og efteråret i 2020. Trafikken blev derfor også mere eller mindre stabiliseret i løbet af efteråret, og i september 2020 var antallet af forbipasserende oppe på 71-75 pct. af normalen.

Forskellen på trafikudviklingen gaderne imellem steg dog i løbet af oktober, og i november var det tydeligt, at de forbrugere, der havde adgang til strøggaderne, fravalgte Frederiksberggade til fordel for særligt Købmagergade.

I november og december steg smittetrykket igen, og fra henholdsvis den 9. og 25. december blev restaurationsbranchen og detailhandlen igen pålagt omfattende nedlukningsrestriktioner, hvilket vil påvirke strøgtællingerne ind i 2021.

Rekordhøj tomgang og faldende lejeniveauer

Kombinationen af faldet i antallet af fodgængere, tvangslukningen pålagt i december og det, at butikkerne endnu ikke har modtaget betalingerne fra regeringens hjælpepakker, har medført, at flere butikker har været nødsaget til at dreje nøglen om. Andelen af ledige kvadratmeter i stueetagen på byens strøggader var derfor rekordhøj ved indgangen til 2021.

Den ellers attraktive strøggade Købmagergade, der går fra Amagertorv til Kultorvet, er særligt plaget af en høj tomgang. Ved indgangen til 2021 var omtrent 28 pct. af stueetagearealet ledigt og antallet af ledige butikker var næsten tilsvarende højt.

Det var dog ikke kun Købmagergade, som var hårdt ramt på tomgangen. I starten af 2021 oversteg den gennemsnitlige tomgangsprocent for alle strøggaderne (Strøget, Købmagergade og Frederiksborggade fra Kultorvet til Nørreport) 15 pct., hvilket er et rekordhøjt niveau. Mere synligt er antallet af ledige butikker. I starten af 2021 var 54 lejemål ledige, hvilket svarer til 19 pct. af alle lejemålene på strøggaderne.

Med undtagelse af Amagertorv og få andre attraktive områder var lejeniveauet generelt faldende for størstedelen af byens handelsgader i 2020. Særligt Københavns sekundære handelsgader i Grønnegadekvarteret oplevede væsentlige fald i lejen, men også flere strøggader som Nygade, Købmagergade og Frederiksborggade oplevede et fald i lejeniveauet.

Stigende tomgang

Vi forventer, at tomgangen fortsætter med at stige i løbet af 2021, før kurven forventes at knække i slutningen af året, forudsat at effekten af covid-19 aftager væsentlig efter sommeren. Vi forventer dog, at lejeniveauet kan stabiliseres hurtigere, da lejere såvel som udlejere allerede nu kan se en ende på krisens varighed.

Til trods for at usikkerheder ansporet af covid-19 førte til en generel tilbageholdenhed i markedet, var der flere butiksåbninger i det centrale København i løbet af 2020.

Det danske modehus, Rains, åbnede deres til dato største butik på Amagertorv 14, på den anden side af gaden udvidede Foot Locker deres eksisterende forretning med nabolejemålet, og den danske keramikproducent, Studio Arhøj, flyttede hovedkontor, produktionsfaciliteter og butik til København K. Studio Arhøj er et eksempel på en ny type butik, hvor der er fuldstændig transparens overfor kunderne. De besøgende kunder kan se alt fra formning af potter, brænding af glas og pakning af online-ordrer, imens der handles i butikken.

I den nærmeste fremtid forventer vi både, at retailmarkedet vil være præget af, at adgangen for udenlandske virksomheders etablering i København fortsat er udfordret af rejserestriktioner, men også af en generel tilbageholdenhed blandt aktørerne grundet usikkerheder om fremtidens marked.

Ejendomdanmark: Restancetal falder men butikkerne er mere presset end i foråret

Krisen skubber fart i nye huslejeaftaler for butikker

Coronakrisen har givet 14 færre butikker på Strøget i København

Butiksdød og værditab præger Strøget i København 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også