Nyt projekt kan være "the missing link" på vejen mod at blive klimaneutral

En række virksomheder er gået sammen i et ambitiøst projekt om at skabe verdens første selvfinansierede og energieffektive bydel i Ørestad, hvor bydelens ejendomme spiller en helt afgørende rolle. 
Solcelleanlægget vil få en kapacitet på 2,79 MW, svarende til det årlige strømforbrug hos 537 husstande med to voksne og to børn. | Foto: Martin Sølyst, Bella Center
Solcelleanlægget vil få en kapacitet på 2,79 MW, svarende til det årlige strømforbrug hos 537 husstande med to voksne og to børn. | Foto: Martin Sølyst, Bella Center

I jagten på klimaneutralitet tager man i den københavnske bydel Ørestad nu et skridt tættere mod målet.

I et nyt projekt vil Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC) sammen med en række af bydelens store virksomheder søge at skabe verdens første selvfinansierede og energieffektive bydel. 

Det skal gøres via intelligente energiløsninger og fleksible bygninger, der sikrer en bæredygtig, stabil og sikker strømforsyning og reducerer CO2-udledningen. Det skriver ØICC i en pressemeddelelse.

”ØICC har fokus på at fremme innovative, bæredygtige løsninger på energiområdet og som den første bydel i verden kan Ørestad nu blive omdannet til et energi-testcenter Vi håber, at effekten af vores forsøg vil dokumentere, at når vi løfter i flok, så kan vi opnå betydelige grønne fremskridt”, udtaler Sophie Bruun, sekretariatsleder hos ØICC i meddelesen.

De første parter er allerede gået i gang med at udvikle projektet under navnet ”Energy Flexlab Ørestad” med formålet om at opbygge en lokal hub af bygninger og andre relevante dele i el-infrastrukturen i og omkring Ørestad.

Deltagerne indtil videre er hotelkæden Bellagroup, TDC Net, Københavns Kommune, Salling Group, Andel Energi, Energidanmark, IBM Danmark og ØICC – og flere forventes at komme til.

Deltagernes bygninger skal bruges til at optimere, lagre og producere vedvarende energi og dermed bidrage til et el-system i balance. 

”Forbrugsfleksibilitet er ”the missing link” i vores rejse mod et mere vedvarende energiforbrug. Der er et stort potentiale hos energiforbrugerne, som kan hjælpe energimarkederne til at komme mere effektivt i balance. Med flexplatformen ser vi i Andel Energi, at det hul fyldes ud,” lyder det fra selskabets funktionschef Jack Kristensen i meddelelsen.

Et laboratorium på Amager

Ørestad-bydelen består af flere relativt nye bygninger, og derfor er størstedelen allerede udstyret med moderne bygningsautomatik, som ellers først bliver et krav i det reviderede Bygningsdirektiv for alle større bygninger fra 2025. Derfor er området oplagt til at teste projektet af, skriver ØICC.

Hotelkæden Bellagroup er blandt deltagerne i projektet. Selskabet har en målsætning om at blive en såkaldt ”zero net operation” senest i 2050. Som et led i denne målsætning har man på taget af Bella Center planer om at åbne et 16.000 kvm stort solcelleanlæg i slutningen af 2023.

Hos Salling Group startede samarbejdet med Flexplatformen i 2022, hvor alle Netto-butikker blev koblet på forsøget. I forbindelse med projektet i Ørestad vil man teste det på bydelens Bilka og Føtex-butikker.

TDC Net vil tilbyde forbrugsfleksibilitet via sine telecentraler, der sikrer mobilnettet i bydelen. TDC kan reagere på ubalancer i nettet ved at slukke for sending og i stedet aktivere nødbatterier, så forbrugerne ikke mærker noget. 

Ørestad vil altså fungere som et laboratorium for grøn omstilling og forbrugsfleksibilitet. Projektet i Ørestad skal dokumentere, hvordan bydelen selv kan gå hen og klare en del af forsyningen lokalt, så Danmark fremover vil kunne spare betragtelige investeringer til energilagring, balancering og udvidelse af elnettet. 

Ambitionerne for projektet rækker altså til at sikre billigere strøm kun fra vedvarende energi, til at udfase 40 pct. af kraftværkerne frem mod 2030.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også