Ejendomdanmark roser finanslovsaftale men lufter bekymring om skattebetaling

Et bredt finanslovsforlig er med til at sikre økonomisk stabilitet, hvilket ifølge Ejendomdanmark-direktør er ”utrolig glædeligt.” Han løfter dog alligevel en advarende pegefinger.
"Ejendomsbranchen er blandt de brancher, der fortsat er hårdest ramt af de højere renter," fortæller adm. direktør hos Ejendomdanmark Peter Stenholm. | Foto: Watch Medier
"Ejendomsbranchen er blandt de brancher, der fortsat er hårdest ramt af de højere renter," fortæller adm. direktør hos Ejendomdanmark Peter Stenholm. | Foto: Watch Medier

Med undtagelse af Enhedslisten står samtlige partier i Folketinget bag den netop vedtagne finanslov for 2024, og netop det at der er tale om den bredeste aftale i flere årtier, er en afgørende pointe i en tid med inflation og høje renter.

Sådan lyder reaktionen i en pressemeddelelse fra Ejendomdanmark.

I forbindelse med Folketingets åbning i sidste måned efterspurgte interesseorganisationen forudsigelighed og stabilitet for en trængt branche, og det er den dugfriske finanslov med til at give, lyder det fra adm. direktør Peter Stenholm.

”Det brede forlig om finansloven sikrer den fortsatte økonomiske stabilitet, hvilket er utrolig glædeligt. Vi har været igennem en periode med inflationen og et voldsomt skifte i økonomien, og derfor er brug for en ansvarlig samfundsøkonomi,” siger Peter Stenholm i meddelelsen.

”Ejendomsbranchen er blandt de brancher, der fortsat er hårdest ramt af de højere renter. Vi har brug for stabilitet og gode rammer, når vi skal foretage de investeringer, der skal sikre den nødvendige udbygning af boligmassen samt den bæredygtige omstilling af de eksisterende ejendomme.”

Usikkerhed er der dog fortsat omkring de kommende vurderinger af erhvervsejendomme og den såkaldte dækningsafgift, mener Ejendomdanmark-direktøren, der derfor opfordrer politikerne til at holde et særligt fokus på den lidt mindre bredt funderede aftale fra november.

”Der var et åbenlyst behov for at sikre en bedre overgang til det nye ejendomsskattesystem. Der er dog fortsat en ret stor usikkerhed, som kan ramme både husholdninger og virksomheder, når vi ser på, hvor de endelige skattebetalinger ender,” konstaterer Peter Stenholm.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også