CBS-forsker kalder på flere boliger i landdistrikter i stedet for arbejdspladser

Boligpolitik og infrastruktur spiller en afgørende rolle i arbejdet med at skabe et Danmark i balance, mener CBS-lektor i økonomi.
Attraktive lejeboliger og seniorboliger skal tiltrække flere tilflyttere til provinsen ifølge lektor Peter Lotz. | Foto: Thomas Borberg
Attraktive lejeboliger og seniorboliger skal tiltrække flere tilflyttere til provinsen ifølge lektor Peter Lotz. | Foto: Thomas Borberg

Danmark vokser skævt. Storbyerne tørster efter nye boliger for at imødekomme en stigende efterspørgsel, mens de i landdistrikterne kæmper med flere og flere udflyttere.

Lektor hos CBS Peter Lotz mener, at et fokus på boligpolitik og infrastruktur skal understøtte den regionale udvikling i Danmark i stedet for eksempelvis udflytning af arbejdspladser, skriver Copenhagen Business School (CBS) i en pressemeddelelse.

Peter Lotz, der forsker i branche- og regionaløkonomi, forklarer, at den væsentligste årsag til den stigende forskel på land og by skyldes udviklingen i erhvervsstrukturen. 

”Folk flytter ganske enkelt derhen, hvor de kan få arbejde, og de fleste virksomheder ligger i dag i de større byer. Det er ret ligetil, men alligevel er det en meget underkendt forklaring”, påpeger han.

Han tilføjer, at sådan en udvikling har det med at blive selvforstærkende. For virksomhederne vil helst slå sig ned, hvor udbuddet af kvalificeret arbejdskraft er størst. Og lønmodtagerne vil gerne bo, hvor der er flest jobs at vælge imellem.

Derfor appellerer han til, at politikerne finder nye instrumenter frem fra værktøjskassen.

Ifølge lektoren bør regionerne indrette deres politik, så de mindre byer bliver attraktive for dem, som gerne vil bytte storbyens puls ud med grønnere og roligere omgivelser. Og her spiller infrastruktur og boligpolitik en stor rolle.

”Vi skal bygge flere boliger og skabe en bedre infrastruktur, så det bliver nemmere at pendle. Nu, hvor hjemmearbejdsdage vinder frem, er det en reel mulighed for en akademikerfamilie at flytte til en mindre by. Men det vil kræve attraktive lejeboliger, så det bliver mere risikofrit at slå sig ned et nyt sted. Der vil formentlig også være mange pensionister blandt udflytterne, og de skal tiltrækkes med attraktive seniorboliger”, vurderer Peter Lotz og påpeger:

”Der er masser af godt liv og gode jobs uden for storbyerne. Der er bare ikke meget vækst. Hvis vi skal hjælpe landområderne, kræver det, at vi erkender, at de skal være noget andet end storbyerne, og at vi indretter vores politik efter det.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også