København får bugt med bygge-bureaukrati: "Skruet på alle knapper"

Forvaltningen i hovedstaden har bragt puklen på byggesagsområdet ned på et acceptabelt niveau, og det er ifølge teknik- og miljøborgmester ”vigtigt for, at København fungerer.”
Kortere sagsbehandlingstid inden for byggeriet har været en mærkesag for beslutningstagerne i Københavns Kommune, her personificeret af overborgmester Sofie Hæstorp Andersen (S) og teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL). | Foto: Jens Dresling
Kortere sagsbehandlingstid inden for byggeriet har været en mærkesag for beslutningstagerne i Københavns Kommune, her personificeret af overborgmester Sofie Hæstorp Andersen (S) og teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL). | Foto: Jens Dresling

Det har længe krævet usædvanlig god tålmodighed fra udviklere og investorer at vente på byggetilladelse i hovedstaden, men nu skulle det være slut med den bureaukratiske langsommelighed. 

Det skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Sagsbehandlingstiden er således bragt ned på et niveau, der i gennemsnit flugter med de såkaldte nationale servicemål, og ifølge teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er der i processen ”blevet kæmpet og tænkt kreativt i byggesagsafdelingen og skruet på alle knapper.”

”Nu er det lykkedes, og det er vigtigt for, at København fungerer. Jeg vil følge området tæt for sammen med forvaltningen at sikre, at de gode takter fortsætter,” siger Line Barfod i meddelelsen.

Mads Raaschou, bestyrelsesleder hos DI Byggeri Hovedstaden, fortæller, at ”det er helt afgørende, at sagsbehandlingen af byggesager foregår kompetent og effektivt, så virksomhederne kan planlægge deres byggeaktiviteter og undgå unødige forsinkelser.”

Hos Teknik- og Miljøforvaltningen peger man på, at ”det var overgangen til det nationale bygningsreglement BR18, der fik sagsbunkerne til at vokse og sagsbehandlingstiden til at stige.”

”Det skyldes, at mange byggeansøgere og kommuner havde svært ved at navigere i de nye, nationale regler,” lyder det.

Af værktøjer, som forvaltningen har benyttet sig af for at indfri sine mål, nævnes bl.a. robotteknologi, brug af ekstern partner i forbindelse med det sagsforberedende arbejde samt en styrket dialogen med byggeansøgerne. 

Kort før Sophie Hæstorp Andersen blev valgt som overborgmester i København tilbage i 2021, erklærede socialdemokraten ved den danske ejendomsbranches topmøde, Ejendom2021, netop, at hun ville ”fortsætte arbejdet med at rydde op og gøre det lettere både at være ejer af en ejendom, men også at udvikle både private, almene, andelsboliger og alt det andet i denne by de kommende år.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også