Skatteminister: Ejendomsvurderinger er igen forsinket

De forsinkede ejendomsvurderinger skal danne grundlag for de nye boligskatter, som skal opkræves fra næste år.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) | Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix
Skatteminister Jeppe Bruus (S) | Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Skatteminister Jeppe Bruus (S) bekræfter over for DR Nyheder, at de nye ejendomsvurderinger, som har været ramt af en lang række forsinkelser, bliver yderligere udskudt.

Det betyder, at skattevæsnet først begynder at sende i alt 600.000 vurderinger ud 1. april. Det er tre måneder senere, end den oprindelige plan. 

Det er først derefter, at processen med at udsende yderligere 950.000 ejendomsvurderinger.

Det er en stor mængde ejendomsvurderinger taget i betragtning, at der indtil videre er sendt 150.000 vurderinger ud på omtrent et år. 

Jeppe Bruus forsikrer dog om, at den overordnede tidsplan holder. 

”Når man har så stor en plan og udrulning, så kan der være nogle af leverancerne, der bliver forsinket. Men det ændrer ikke ved, at den overordnede tidsplan holder,” siger Jeppe Bruus til DR Nyheder.

De nye vurderinger er nødvendige for, at de nye boligskatter kan blive opkrævet fra den 1. januar næste år.

Der er frem til 2024 et skattestop for ejendomsværdiskat, en stigningsbegrænsning af grundskylden og en indefrysning af stigninger i grundskylden.

Fra 2024 kommer der så nye boligskatteregler, der ifølge Vurderingsstyrelsen fører til lavere ejendomsværdiskattesatser og lavere gennemsnitlige grundskyldpromiller i størstedelen af landets 98 kommuner.

Selv om skatteministeren overfor DR Nyheder fastholder, at skattevæsnet er klar til nye boligskatter 1. januar næste år, så erkender han, at ikke alle boligejere vil have fået en ny vurdering. 

”Vi skal nå langt, langt hovedparten i år, og så kan der være en lille andel tilbage i første halvdel af 2024,” siger Jeppe Bruus.

Han kan desuden ikke garantere, at den nye forsinkelse på tre måneder er den sidste.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også