Regeringen lover universitet rabat på husleje til skandalebyggeri

Universitet kan ifølge regeringen foreløbigt flytte ind i dyr Niels Bohr-bygning til oprindelig husleje.
Københavns Universtiet får nu hjælp til huslejen i den voldsomt fordyrede Niels Bohr-bygning. | Foto: Jens Dresling
Københavns Universtiet får nu hjælp til huslejen i den voldsomt fordyrede Niels Bohr-bygning. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Med statsbetalt huslejerabat på op mod 100 millioner kroner om året kan Københavns Universitet (KU) flytte ind i den skandaleramte Niels Bohr-bygning om et halvt år. Det fortæller uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S). Efter seks års forsinkelse forventes byggeriet at være færdigt 1. juli i år.

Prisen på byggeriet ser lige nu ud til at blive 4,6 milliarder kroner i stedet for en oprindelig budgetteret pris på 1,8 milliarder kroner. Og da Københavns Universitets husleje fastsættes efter de endelige byggeomkostninger, ville det betyde en markant højere husleje end den oprindelige på omkring 91 millioner kroner om året i 2021-priser.

Huslejen kunne ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet i stedet ende på noget nær det dobbelte. Men den difference vil regeringen nu foreløbigt betale for universitet.

”Vi er nu der, hvor der kun er et halvt år til, at Bygingsstyrelsen mener, at Niels Bohr-byggeriet endelig kan være færdigt. Der er der behov for at skabe en afklaring for Københavns Universitet,” siger Jesper Petersen.

”Vi vil sikre, at man kan flytte ind til den oprindeligt aftalte husleje plus den fordyrelse, der skyldes nogle ønsker, som KU selv er kommet med.”

Voldgiftssager på vej

Statens hjælp skal sørge for, at bygningen ikke står tom, mens der kører voldgiftssager vedrørende byggeriet.

KU har anlagt en intern statslig voldgiftssag mod Bygningsstyrelsen i forhold til huslejen.

Samtidig har både Vejdirektoratet og Bygningsstyrelsen rejst en række krav mod andre involverede entreprenører i byggeriet. Skulle voldgiftssagerne ende med en stor regning til KU, vil regeringen træde til med flere penge.

”Vi vil også sende det klare signal, at hvis huslejen ender med at blive helt uholdbar stor for Københavns Universitet, så vil regeringen søge Folketingets opbakning til at hjælpe i den situation. Det er vigtigt, for i sidste ende handler det om midler til uddannelse og forskning, og det vil vi gerne have, at pengene hos KU går til og ikke til at bære en meget ulykkelig byggesag,” siger Jesper Petersen.

Han kan dog ikke svare på, hvad statskassen skal betale for at hjælpe KU med huslejen. Det er først muligt, når voldgiftssagerne er afklaret, lyder det. Indtil da er det Bygningsstyrelsen som dækker huslejehjælpen til universitetet.

Kammeradvokaten, der yder Bygningsstyrelsen bistand i voldgiftssagerne, vurderer, at sagerne kan afsluttes i løbet af 2023.

I oktober sidste år meldte både Venstre, SF og Dansk Folkeparti ud til DR, at de var klar til at give KU økonomisk hjælp, så problemerne med byggeriet ikke gik ud over universitet.

Onsdag skal Jesper Petersen i samråd om sagen indkaldt af Venstre. Partiet ønsker svar på, hvad udsigten til en dobbelt husleje ville betyde for universitets fremtidige budgetter.

Ny sang fra de varme lande: Nu er Niels Bohr-bygning først klar næste år

Politikere vil have staten til at betale for forsinket universitetsbyggeri

Skandaleramt universitetsbyggeri forsinket igen igen

Bygherre på forsinket universitetsbyggeri afviser beskyldninger om personangreb

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også