Regeringen opgiver at bruge tvang over for private udlejere

Frivillighed er omdrejningspunkt i ny bred aftale, der skal forebygge parallelsamfund.
"Det er et vigtigt skridt for sammenhængskraften i samfundet og for de beboere, der nu kan se frem til en tilværelse i mere blandede boligområder," udtaler indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek. | Foto: Philip Davali
"Det er et vigtigt skridt for sammenhængskraften i samfundet og for de beboere, der nu kan se frem til en tilværelse i mere blandede boligområder," udtaler indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek. | Foto: Philip Davali

Regeringen har indgået en ny politisk aftale om bekæmpelse af parallelsamfund med nye redskaber til at sikre en mere blandet beboersammensætning. Bag aftalen står regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance, meddeler Indenrigs- og Boligministeriet.

Aftalen indebærer, at der arbejdes målrettet på at sikre, at beboere med ikke-vestlig baggrund højst vil udgøre 30 procent i alle boligområder i Danmark i 2030. Derfor udvider kredsen af partier bag aftalen nu indsatsen for at skabe blandede boligområder.

"Det er helt afgørende, at vi politikere gør hvad vi kan for at forhindre fremvæksten af nye parallelsamfund. Derfor er jeg meget glad for, at alle partierne bag parallelsamfundsaftalen også er med i aftalen om de nye forebyggelsesområder. Det er et vigtigt skridt for sammenhængskraften i samfundet og for de beboere, der nu kan se frem til en tilværelse i mere blandede boligområder," udtaler indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Frivillige aftaler

Aftalen indebærer også, at alle kommuner fremover kan indgå frivillige aftaler uden tidsbegrænsning med private udlejere om kommunal anvisning til deres boliger. Udlejerne kan godtgøres, og staten kan refundere kommunernes udgifter med op til 30.000 kroner, fremgår det.

"I Venstre er vi tilfredse med aftalen, der bygger oven på det gode arbejde med at bekæmpe parallelsamfund, som den tidligere regering satte i søen. Vi glæder os over, at vi fik kæmpet regeringens alvorlige indgreb i den private ejendomsret ud, men i stedet fået slået fast, at aftalen ikke må resultere i social eksport over kommunegrænserne, ligesom det er centralt, at vi med aftalen har fået fokus på at udnytte den eksisterende almene boligmasse bedre," udtaler Heidi Bank, boligordfører for Venstre.

Centralt i aftalen er indførelsen af en ny kategori af boligområder, såkaldte forebyggelsesområder, hvor man vil kunne anvende en række af de redskaber, der hidtil har været anvendt i områder omfattet af parallelsamfundslovgivningen fra 2018.

De nye forebyggelsesområder er boligområder med mere end 1000 beboere, der risikerer at blive udsatte som følge af høj kriminalitet, lav uddannelse, lav indkomst, lav beskæftigelse og en høj andel af beboere med ikke-vestlig baggrund. Disse boligområder får nu redskaber til at forebygge, at de ikke udvikler sig til parallel-samfund og havner på de lister, der er omfattet af lovgivningen fra 2018.

Klumme: Boligministeren på vej med bred aftale om kamp mod parallelsamfund

Klumme: Adgang til kommunal tvang over for private udlejere vil få ringe udbredelse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også