EjendomsWatch

Klumme: Boligministeren på vej med bred aftale om kamp mod parallelsamfund

En politisk aftale, der også omfatter favner Folketingets blå blok, er ifølge politisk rådgiver ved at lande bag boligministeren. Oprindelig ide om at kunne anvise borgere i visse kommuner til private boliger er pillet ud, men det er dog ikke takket være ejendomsbranchen, lyder det i denne klumme.

Foto: PR / Carsten Mai

Er boligminister Kaare Dybvad (S) på vej mod stjernerne? Måske ikke, men noget tyder på, at han er dygtig til sit politiske håndværk. I disse timer er indenrigs- og boligministeren nemlig tæt på at lande en bred aftale om det, han kalder et forebygget område.

Bag det teknokratiske begreb er der dog reel politisk vilje. Et sådant område er et udsat boligområde, hvor der er flere beboere der er dømt for en lovovertrædelse end gennemsnittet og færre med tilknytning til arbejdsmarkedet end i Danmark generelt.

Ministerens svar på en helt skæv udvikling i et sådant boligområde er håndfast. Værktøjerne tæller fra ændret anvisning over til mulig nedrivning af almene boliger.

Blækket er ikke tørt på den politiske aftale endnu, og alt kan jo som bekendt ske i politik, men meget tyder på, at Kaare Dybvad får opbakning blandt de partier som stod bag ghettoaftalen. Det betyder, at også blå blok er med.

Lykkes det, er det en politisk sejr for boligministeren og regeringen i øvrigt. At regeringens ledelse har klart blik for Kaare Dybvads kvaliteter kan aflæses af, at han for kort tid siden også overtog indenrigsministerposten.

Spydspids i valgkamp

Det handler om, at Kaare Dybvad nu er valgt som spydspids for regeringen i den kommende valgkamp, hvor områderne udenfor de store byer skal prioriteres. Senest skete det med forslaget om at udflytte en række uddannelser fra universitetsbyer som Aarhus og København.

De fleste i bygge- og ejendomsbranchen vil huske, at ministeren spillede ud med, at der skulle kunne ske boligsocial anvisning til privat udlejningsbyggeri.

Meget tyder på, at dette var ren symbolpolitik. Der har reelt set aldrig været et flertal for dette forslag, men det lykkedes for regeringen at sætte den politiske tone og klart markere sin politik.

Igen må man tage hatten af for boligministerens håndtering. Trin ét i hans plan var at fortælle, hvad regeringen ønskede sig, hvis man vækkede den midt om natten. Trin to er en mulig bred aftale der trækker ghettoaftalen op på et nyt politisk niveau.

Forsigtigt tillader jeg mig at spørge, hvor branchen har været henne i dette forløb? Jo selvfølgelig har der været dialog med ordførerne, men intet tyder på, at branchen som et fælles forum med én stemme helt har forholdt sig til regeringens sofistikerede strategi og boligministerens store evne til at kommunikere.

Branche må ind i kampen

Nu venter der nok en bred aftale, men den har ikke branchens store fingeraftryk. ”Sejren” om, at der ikke kan anvises til private boliger, var nok mere eller mindre givet på forhånd.

Det er ikke fordi branchen er ukendt med boligministerens ideologiske sindelag og politiske professionalisme. Blackstone-indgrebet blev udført med præcision og gennemslagskraft og branchen har efterfølgende stået tilbage med opgaven at opgøre værditabet på ejendommene. Det viste sig at være betydeligt. 

Branchen bør derfor komme tidligere ind i kampen og i højere grad vise sit samfundsmæssige ansvar og sin vilje til at deltage i et lovgivningsarbejde som har afgørende betydning for byernes udvikling.

Ejendomdanmark: Boligindgreb kan have skåret en femtedel af prisen på boligudlejningsejendomme 

Klumme: Boligministeren må ud af busken

Klumme: Risiko for skyttegravskrig på boligområdet – brug nu fantasien 

Mere fra EjendomsWatch

EjendomsWatch får søstermedie i Norge

Watch Medier tager til efteråret endnu et skridt ind på det norske marked med lanceringen af EiendomsWatch, der skal stille skarpt på boligmarkedet i landet og de centrale aktører i branchen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier