Masser af måneskinsarbejde op til Mipim-messens åbning

Flere af de store byer og metropoler, der søger efter investorer på dette års Mipim-messe, har i kulissen ligget vandret for at blive klar til den officielle åbning tirsdag.
Den Dubai-baserede projektudvikler Nakheel søger på dette års Mipim-messe investorer til bl.a. dette spektakulære hotelprojekt, hvor en svømmepøl binder to hoteltårne samme. | Foto: PR-visualisering
Den Dubai-baserede projektudvikler Nakheel søger på dette års Mipim-messe investorer til bl.a. dette spektakulære hotelprojekt, hvor en svømmepøl binder to hoteltårne samme. | Foto: PR-visualisering

CANNES — Når dette års internationale messe for ejendomsfolk og investorer, Mipim, officielt skydes i gang tirsdag kl. 10, har aftnens og nattens fuldmåne over filmbyen ved Middelhavet fungeret som en effektiv arbejdslampe for de dusinvis af tømrere, malere, chauffører og andre personer med hænderne rigtigt skruet på, som har knoklet for at få de sidste ting gjort færdig til de kommende dages rykind af op mod 25.000 messedeltagere fra hele verden.

Da EjendomsWatch mandag aften lagde vejen forbi det berømte festivalpalæ, hvor store byer og store budgetter fra London, Paris, Moskva og Istanbul råder over de mest iøjnefaldende messestande udenfor, var der eksempelvis stadig våd maling og 3D-modeller, der manglede det sidste finish hos den Dubai-baserede projektudvikler Nakheel, der i den brede offentlighed nok er mest kendt for at stå bag den menneskeskabte ø i Dubai, Palm Jumeirah, med facon som en palme.

Nakheel vil på sin Mipim-stand præsentere en minimodel af Palm Jumeirah, hvor realiseringen af en stribe hotelprojekter tilbyder investorer "muligheder uden sidestykke", som det udtrykkes.

Svævende svømmepøl

Standen viser bl.a. en model af to hoteltårne på 220 meter, som med penthouselejligheder på over 1100 kvm og en svømmepøl, svævende som en samlende enhed mellem de to tårne, vil tilbyde gæster et 360 graders udsyn over Dubai - såfremt villige investorer er tilstede til at føre ideen ud i livet.

At Dubai har noget at have optimismen i understreges af, at landet forventes at fordoble sin befolkning frem mod 2030, og at Dubais regering har et mål om 20 mio. turister årligt fra 2020. Langt sammen med tilstedeværelsen af en af verdens travleste lufthavne og værtskabet for Expo 2020, har Dubai utvivlsomt noget at tilbyde investorer.

På Stockholms stand - der igen i år smykker sig med titlen "Skandinaviens hovedstad" - var en håndværker mandag aften i fuld gang med en vinkelsliber og et antal stykker metal, der skal indgå i den svenske hovedstads messestand, som i størrelse og en beliggenhed med udkig over Middelhavet lægger solid afstand til København og Malmös stand i festivalpaæets underetage, når det kommer til prestige og synlighed.

Aalborg byder velkommen på side 2

At Danmark dog ikke er helt usynlig understreges af, at Aalborg har købt side 2 i det officielle Mipim-program, som messearrangøren Reed Midem uddeler til deltagerne.

Med mobilnumre direkte til Aalborgs byarkitekt og Sadolin & Albæks mægler på opgaven med at trække investorer til den nordjyske by glæder de ifølge annoncen sig til at fortælle potentielle investorer om mulighederne "i landets tredjestørste kommune", som det udtrykkes. Måles alene på indbyggertal i selve Aalborg by, er Odense dog stadig landets tredjestørste by.

Aarhus og Aalborg rækker ud efter internationale investorer

Sponsorerne svigter dansk stand på årets Mipim-messe

Realdania slår på tromme for fire byprojekter på Mipim

Institutionelle investorer ser frem til globalt topmøde på Mipim-messe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også