Borgmester affejer tvivl om gevinst fra nyt boligområde

Helsingør Kommunes borgmester, Benedikte Kiær (K), afviser nu en ide fra sin partifælle og byrådskollega Anders Drachmann om at forsøge at få penge ud af en ejendom, som kommunen overdrog tilbage i 1971 for det symbolske beløb af en krone.
Ejendomshandel til 1 kr. skaber usikkerhed om stort boligprojekt i Nordsjælland
Ifølge Frederiksborg Amts Avis mener borgmesteren, at det vil være spild af tid, energi og penge at forsøge at jagte tabte indtægter fra salget af den grund, hvor byens nu nedlagte sygehus ligger.
"Det, som vi får at vide fra forvaltningen, er helt klart, at der ikke kan stilles krav om såkaldt tilbageskødning i denne sag," siger Benedikte Kiær til avisen.
Som EjendomsWatch omtalte tidligere på måneden, påpeger hendes partifælle, at salgsprisen på blot 1 kr. må hænge sammen med nogle daværende betingelser for grundens anvendelse. Sådan som planerne er nu, vil grundens nye ejer, statens ejendomsselskab Freja Ejendomme, udvikle området og hente en økonomisk gevinst, som Anders Drachmann altså mener bør tilfælde kommunen i et eller andet omfang.