Staten skal finde lokaler til 270 ansatte i Ringsted

270 medarbejdere hos Banedanmark skal som led i regeringens udflytning af statslige arbejdspladser vænne sig til, at Ringsted bliver den nye jobdestination.
Derfor bebuder Bygningsstyrelsen — der varetager statens ejendomsportefølje — et udbud af et projekt med at finde nye lokaler til de 270 medarbejdere. Projektet planlægges som et OPP-projekt, hvor en privat leverandør både gennemfører byggeprojektet og står for driften af bygningen efterfølgende.
"Projektet udbydes med en valgfri placering og med mulighed for at anvende eksisterende ejendomme i Ringsted. Udbuddet giver således mulighed for, at en bred vifte af løsninger og placeringer kan komme i spil," skriver styrelsen, der forventer, at udbuddet sker "primo 2017."
Ifølge Bygningsstyrelsen har man gode erfaringer med OPP og har gennemført en række sådanne projekter. Senest er hovedpolitistationen i Holstebro og Retten i Svendborg taget i brug som OPP-projekter.
Statens udflytningsplaner giver lejere til tom Odense-ejendom
Bygningsstyrelsen undervejs med byggeprojekter for 3 mia. kr.