NCC færdiggør projekt i Carlsberg Byen på rekordtid
Efter tre års byggeri kan NCC aflevere en stor del af Danmarks største totalentreprise - Carlsberg Byen i Valby ved København - før tid og efter budgettet, oplyser entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Det 56.000 kvm store campus for Professionshøjskolen UCC er en del af det i alt 100.000 kvm store Byggeafsnit 8 i Carlsberg Byen i København med et budget på 1,3 mia. kr.
"Vi er utrolig stolte over, at vi nu kan aflevere et af Københavns mest markante byggerier i nyere tid. Carlsberg Byen bliver en mangfoldig bydel med blandede byggerier og mange funktioner," siger Erling Thygesen, områdedirektør i NCC og leder af projektet Byggeafsnit 8 i Carlsberg Byen, i pressemeddelelsen.
Arealerne til UCC er afleveret cirka to uger før tid, ligesom 32 boliger, erhvervslokaler og detailbutikker er afleveret tre en halv måned før tid.
Næste skridt for NCC er at aflevere det 100 meter høje Bohrs Tårn med 88 lejligheder, der skal stå færdigt i sommeren 2017.
Byggeriet her er også en del af byggeafsnit 8. Det samlede byggeri udgør i alt 15 pct. af det færdige bykvarter Carlsberg Byen.
Relaterede artikler:
Nyt bolig-brand vil være ejendomsbranchens svar på H&M
For abonnenter
Torben Modvig skal gøre Bonava kendt for folket
For abonnenter