NCC får igen kritik for byggesjusk

En række købere kritiserer NCC Bolig, efter de har overtaget ejerboliger i entreprenørselskabets projektsalg i den nye bydel Havnevigen på Islands Brygge. Kritikken går på alt for mange fejl og mangler i projektet samt langsommelig udbedring af disse. Det skriver Børsen.
Fejlene er mindre ting som hævede gulvbrædder, en dør til brusenichen, der ikke lukker tæt, og en flig af en altan, der er faldet af. Boligkøber Christoffer Volf siger til Børsen, at han via samtale med andre købere anslår, at mellem 20 og 25 pct. af projektets boliger oplever mindre fejl og mangler. Fejlene er af en karakter, der går under radaren for dagbøder til et selskab, hvis boligen ikke er helt færdig i juridisk forstand.
Bygningssagkyndig og grundlægger af Klahn Arkitekter & Byggerådgivning, Bjørn Bo Klahn, mener, at lovgivningen omkring nybyggeri er mangelfuld. Han vurderer, at projektsalget i især København går for stærkt i øjeblikket, hvilket betyder, at købere får et nej, hvis de stiller krav.
Kommunikation- og marketingdirektør i NCC Bolig, Kristina Olsen, vedstår over for Børsen, at det har været tale om komplekse byggerier "i hjertet af København ved kajkanten". Derfor mener hun, at det har været et anderledes projekt end, "når vi bygger rækkehuse i Hillerød", men slår fast, at det er en type opgave, som NCC Bolig kan magte.
Relaterede artikler:
Nyt bolig-brand vil være ejendomsbranchens svar på H&M
For abonnenter