Brexit udløser kaos hos britiske ejendomsfonde

OPDATERET Ejendomsfonde lukker døren for flygtende kunder efter brexit-panik, da de ikke har penge til udbetalinger.
Foto: Lefteris Pitarakis
Foto: Lefteris Pitarakis
AF RITZAU OG LONNI LYNGE

(Opdateret klokken 19 med citater fra adm. direktør hos Aberdeen Asset Managment i Danmark, Henrik kruse).

Den britiske folkeafstemning, der har startet processen med at trække Storbritannien ud af EU, har skabt tumult og kaos hos fonde, der er investeret i landets erhvervsejendomme. Flere har lukket dørene for at stoppe en flugt mod udgangen.

Det skriver flere internationale medier, inklusive Bloomberg News.

Frygten for et kollaps i det britiske ejendomsmarked, hvor specielt erhvervsejendomsmarkedet har været hedt, har fået investorer til at trække sig ud af de fonde eller investeringsforeninger, der er eksponeret mod markedet.

Men en massiv flugt mod udgangen gør det svært for fondene at give investorer deres penge tilbage, da de skal sælge ejendomme for at rejse pengene. Og et brandsalg af aktiver risikerer at udløse et bredt kollaps.

Ejendomshandler for mere end 5 mia. kr. kollapser i London

Derfor har indtil videre seks fonde med ejendomme for i alt 18 mia. pund (160 mia. kr) tvangslukket muligheden for at trække sig ud.

Senest har Aberdeen Asset Management, der har en fond med ejendomme for 3,2 mia. pund (27,87 mia. kr.), fortalt sine kunder, at værdien af deres indskud er nedskrevet med 17 pct., og indstillede torsdag formiddag al respons på kundehenvendelser.

"Vi er bevidste om, at en 17pct. nedskrivning af fondens priser kan medføre, at aktionærer, som har placeret indløsningsordrer, vil genoverveje deres beslutning. Derfor er det besluttet midlertidigt at suspendere handel i fondene fra den 6. juli klokken 12.00 til den 11. juli kl. 12.00 (britisk tid). Aktionærer, som har gennemført handler, har muligheden for at aflyse disse, hvis de ønsker dette," udtaler Henrik Kruse, Head of Business Development hos Aberdeen Asset Management i Danmark, i en pressemeddelelse torsdag aften.

Her fremgår det også, at man allerede inden den britiske folkeafstemning om en udmeldelse af EU begyndte at sælge ud.

"I tråd med vores investeringstilgang var vores portefølje allerede defensivt positioneret før Brexit-folkeafstemningen. Vi har faktisk et af de højeste likviditetsniveauer blandt lignende fonde efter at have solgt alle børsnoterede ejendomsfonde i ugen op til UK-folkeafstemningen for i stedet at gå kontant," udtaler Henrik Kruse.

Aberdeen-fondenes engelske ejendomsportefølje består af 79 britiske ejendomme på tværs af detail, industri, kontorer og andre sektorer.

Kapitalforvalter skrotter ejendomsinvestering i London efter Brexit

Blackrock, verdens største kapitalforvalter, har hævet gebyret for at trække sig ud af dens fond for britiske ejendomme fra 2 til 5,75 pct.

"Over halvdelen af markedet for investeringer i ejendomme gennem fonde er nu frosset fast og vil fortsætte med at være det, til fondene kan rejse nok kontanter til at give investorer deres penge tilbage," siger Laith Khalaf, senioranalytiker hos Hargreaves Lansdown, til Reuters.

"For at gøre det, skal de sælge ejendomme. Som alle husejere ved, er det hverken en hurtig eller smertefri proces. Så jeg tror, fondene vil være lukket i månedsvis."

Det er ganske problematisk for investorer at være låst fast i en fond, da man så mister indflydelsen på, hvor meget man taber over tid.

Tre store ejendomsfonde stopper handel

Det britiske byggemarked skrumper efter Brexit

Økonom efter Brexit: Ejendomsmarkedet har de lange briller på

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også