Skuffende salg tvinger kæde af tøjbutikker til at nedjustere

Forbrugerne svigter butikkerne med tøjmærkerne Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Et lavere end forventet salg i de første måneder af 2016 betyder nu en nedjustering for den børsnoterede modekoncern IC Group, der ejer tøjmærkerne Peak Performance, Tiger of Sweden og By Malene Birger. 
 

Det fremgår af regnskabet for de første ni måneder af selskabets regnskabsår 2015/2016, som løber til slutningen af juni. 
 

IC Group venter nu en flad udvikling i omsætningen og en overskudsgrad (EBIT) på 9 pct. Tidligere regnede selskabet med en vækst på 4 pct. i salget og en overskudsgrad på 10 pct. 
 

"I første halvdel af regnskabsåret så vi en positiv omsætningsudvikling i egne butikker. Siden begyndelsen af andet halvår har vi dog set en negativ udvikling i detailhandlen på tværs af alle koncernens brands samt hos vores partnere og kunder. 
Denne udvikling forværredes markant mod slutning af tredje kvartal og fortsatte ind i april og har påvirket omsætningen i vores egne fysiske butikker samt OTB-salget, salg i sæson," skriver IC Group i regnskabet.

Direktør for varemærke stopper


I tredje kvartal, der dækker over perioden januar-marts, faldt omsætningen med 1,3 pct. til 710 mio. kr., hvilket skyldtes lavere salg af Peak Perfomance og By Malene Birger, hvor særligt salget i Norden har været under pres. Omvendt var salget højere hos brandet Tiger of Sweden. 

Trods den lavere omsætning har IC Group dog været i stand til at forbedre indtjeningen, da man blandt andet har solgt produkter med bedre marginer. Driftsoverskuddet før skat og renter steg til 87 mio. kr. i tredje kvartal fra 65,1 mio. kr. i samme periode året før. 

I forbindelse med regnskabet oplyser selskabet, at man skal have ny direktør for brandet Tiger of Sweden, hvor man siger farvel til direktør David Thunmarker, uden at der bliver givet nogen konkret årsag til skiftet. 

IC Groups topchef, Mads Ryder, bliver midlertidig direktør for Tiger of Sweden, indtil man finder en afløser.

Aktier i IC Group falder onsdag ved 9-tiden med over 8 pct. på Nasdaq Copenhagen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også