Analyse: Ministerskifte er en anledning til mere konstruktivt medspil fra branchen

Regeringens ideologiske fyrtårn Kaare Dybvad Bek er fortid som boligminister, hvor han flere gange har fået ejendomsbranchen til at fnyse. Med under et år til næste valg giver det god mening, hvis afløseren Christian Rabjerg Madsen prioriterer brede aftaler over partiparoler. Samtidig skal ny direktør i Ejendomdanmark finde sin form.
Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier
Foto: Jan Mindegaard / Watch Medier
AF JØRGEN BENDSEN, REDAKTØR PÅ EJENDOMSWATCH

Det vil nok være en tilsnigelse at påstå, at Kaare Dybvad Bek efterlader sig et afgrundsdybt savn i ejendomsbranchen. Mandag fejede han loyalt skårene op efter regeringens seneste ministerafgang i utide, da han påtog sig opgaven som udlændinge- og integrationsminister og dermed forlod boligområdet.

Undervejs i sin ministertid har Dybvad Bek sat sindene i kog i store dele af branchen, især med sit berømte ”Blackstone-indgreb”, der var målrettet kortsigtede ejendomsinvestorer, som bl.a. satte en stopper for, at udlejere kunne betale lejere for at flytte, så huslejen bagefter kunne sættes op til markedsniveau – og nogle gange over, viste de efterfølgende afgørelser i huslejenævnene.

I sig selv et sympatisk træk, hvis ikke indgrebet var blevet brugt til samtidig at lægge en hel branche med hårdtarbejdende virksomheder for had – toppet op med den planlagte lagerskat af urealiserede ejendomsgevinster, som skal finansiere den berømte Arne-pension.

Almene boliger

Kaare Dybvad Beks andet store mantra har været flere almene boliger, som der med de nuværende høje anlægspriser dog ikke kommer mange nye af.

Selvom planloven, der er under revision, allerede giver mulighed for at forlange 25 pct. almene og altså offentligt støttede boliger i nybyggeri, har det været ministerens målsætning at hæve procenten til 33 pct. og dermed imødekomme regeringens støtteparti Enhedslisten, der stadig dyrker billedet af private ejendomsudlejere som usympatiske skurke, der har den frækhed at tjene penge på at udleje boliger.

Alt peger på, at lige præcis den indrømmelse til oppositionen til venstre ikke bliver til virkelighed. Og med Christian Rabjerg Madsen som ny minister, bliver det sværere at holde ham op på forgængerens målsætninger.

Hvis ejendomsbranchen drømmer om, at Rabjerg Madsen vil trykke Ctrl+Alt+Delete og sende alt arvegodset fra Dybvad på møddingen, må den nok tro om igen.

Grøftegravning

Selv har han erklæret, at han ser sig som minister for sammenhængskraft, der skal modarbejde dybe kløfter mellem danskerne. Om hensigten også omfatter mindre grøftegravning og polarisering i dansk politik, må tiden vise.

Men alene det faktum, at der er under et år til Regeringen Mette Frederiksen skal møde vælgerne, kan øge interessen og behovet for brede aftaler, der ikke bagefter kan angribes i en valgkamp, og derfor tiltræder Christian Rabjerg Madsen som ny indenrigs- og boligminister på et godt tidspunkt for ejendomsbranchen.

Talerøret Ejendomdanmark har selv netop sagt goddag til organisationsmanden Peter Stenholm som ny topchef, og fra sin tidligere arbejdsgiver Dansk Industri kender han værdien af ikke at sidde med nej-hat og korslagte arme og kritisere, men tværtimod søge indflydelsen og præge resultateterne.

Hvordan en aftale om en revideret planlov lander, bliver første test af Rabjerg Madsen.

Glad Rabjerg Madsen vil være minister for sammenhængskraft

Christian Rabjerg Madsen er ny boligminister

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også