Stilladsselskaber leverer gang på gang tocifrede afkast

MINIANALYSE: De største stilladsselskaber leverer pæne resultater på bundlinjen, hvor de senere års opsving inden for byggebranchen har hjulpet til. Det viser opgørelse foretaget af EjendomsWatch. Stilladsformand forudser konsolideringsbølge i de kommende år, og adm. direktør kalder rockerprædikat "sørgeligt".
Flere stilladsselskaber leverer tocifrede afkast, viser gennemgang foretaget af EjendomsWatch. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Flere stilladsselskaber leverer tocifrede afkast, viser gennemgang foretaget af EjendomsWatch. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF FREDERIK JENSEN OG MATHIAS BLÆDEL LORENZEN

Skal man investere en krone, så kunne man gøre meget værre end at sætte det som egenkapital i en stilladsvirksomhed.

De fire mest indtjenende selskaber med stilladsforretning i københavnsområdet ville i 2019 nemlig have forrentet den investering med 19-55 pct. Det viser en opgørelse foretaget af EjendomsWatch blandt nogle af de største spillere på særligt det storkøbenhavnske stilladsmarked.

Her er topscoreren A.C. Stilladser, der fra 2015-2019 har haft en egenkapitalforrentning på mellem 42 pct. i det værste år og 69 pct. i det bedste år. Har man til sammenligning investeret en krone i det toneangivende MSCI World Index, har det inkl. geninvesterede udbytter givet et årligt afkast på knap 9,9 pct. og et samlet afkast på 59 pct. over de fem år, viser tal fra datatjenesten Bloomberg.

Altså lidt mindre end hvad A.C. Stilladser hev hjem i sit bedste år.

Markedets største spiller, Dansk Stillads Service, havde i 2015 en egenkapitalforrentning på 65 pct. Dette tal var dog i 2019 faldet til 31 pct. Siden 2015 er der betalt udbytte på lige knap 60 mio. kr. til selskabets ejere, der består af tre familier.

 

 

Branche i vækst 

Som resten af byggebranchen har stilladsselskaberne også haft travlt de senere år.

Selskaberne opgør typisk ikke omsætning, men bruttofortjeneste, der kan være noget sværere at sammenligne på. Til gengæld er stilladsmedarbejdere notorisk velorganiserede i fagforeninger, hvad der også jævnligt trækker overskrifter i landets medier.

Samtidigt er dette den klart største udgiftspost for selskaberne.

Tal fra den organiserende fagforening 3F København viser, at der er kommet godt og vel 30 flere medlemmer årligt siden 2015. I dag er der 910 organiserede stilladsmedarbejdere under 3F København.

Af den vækst må markedslederen Dansk Stillads Service forventes at have taget broderparten. Fra 2015 til 2019 er medarbejderstaben øget med 70, så der ved udgangen af sidste år var 165 fuldtidsansatte i virksomheden. Ikke alle disse beskæftiger sig med at sætte stilladser op, da der som i andre virksomheder også er administration, salg osv.

Derudover er Jerslev Stilladser også vokset. Selskabet har egentligt ikke hjemme i Storkøbenhavn – hovedkontoret er i Kalundborg. Men der er også en afdeling i Greve, og de er en af de større spillere på det københavnske marked. I 2016 var der 103 medarbejdere, og det var i seneste regnskab fra 2018 vokset til 120 fuldtidsansatte.

Der kommer dog ikke særligt mange nye selskaber til årligt, og i midten af juni fandtes 135 aktive selskaber i Region Hovedstaden med ordet "stillads" i titlen.

I Stilladssektionen under Dansk Byggeri har antallet af medlemsvirksomheder også stået stortset stille de sidste ti år.

Konsolideringsbølge

Hos Herlev Stilladser, der er er en af de andre større spillere, er antallet af ansatte vokset til 65. Ifølge direktør Kurt Bo Jensen svarer det en stigning på "60-70 pct." i forhold til for fem år siden.

Kurt Bo Jensen har været formand for Stilladssektionen i Dansk Byggeri siden 2004. | Foto: Ricky John Molloy
Kurt Bo Jensen har været formand for Stilladssektionen i Dansk Byggeri siden 2004. | Foto: Ricky John Molloy

Kurt Bo Jensen har solidt kendskab til stilladsbranchen, som han har været i siden 1983, hvor han stiftede Herlev Stilladser. Det er en noget anden branche i dag, end det var dengang, mener Kurt Bo Jensen, der også har været formand for Stilladssektionen hos Dansk Byggeri siden 2004.

"Der er så meget administrativt arbejde i dag, så det er svært at overleve," forklarer Kurt Bo Jensen, som forudser, at en konsolideringsbølge er under opsejling.

"I løbet af 10 år, tror jeg, vi er en håndfuld store virksomheder, og så vil der være en underskov af mindre virksomheder. De mindre bliver købt op og most," lyder det fra Kurt Bo Jensen, der siden 2015 har hevet 32,9 mio. kr. hjem i udbytte sammen med sine to sønner, som han udgør ejerkredsen sammen med.

Kurt Bo Jensen er også involveret i stilladsvirksomheden E-Service, som han ejer og er formand for. Her er arbejdsaktiviteten indstillet, og forretningen består i dag af at udleje materialer. Derfor daler toplinjen, forklarer Kurt Bo Jensen.

Spreder aktiviteterne

Hos Dansk Stillads Service, der er blandt både Københavns og landets største med afdelinger i Nykøbing Falster og Aarhus også, fortæller adm. direktør og medejer Johnnie Lønbirk, at man gennem årene har haft fokus på at diversificere produktporteføljen.

I stedet for at lægge alt fokus på eksempelvis nybyg, har man også løbende kontrakter med større offentlige byggerier og infrastrukturprojekter, energirenovering og eksempelvis industrivirksomheder, der foretager udbygninger og renoveringer.

"Vi forsøger at være der, hvor man laver investeringer, og det hjælper os også, hvis der er nedgang i byggeriet. Vi lægger bestemt ikke alle vores æg i en kurv," siger Johnnie Lønbirk.

Dansk Stillads Service er som nævnt det største selskab. Og her lægger man også vægt på at kunne tilbyde totalløsninger. Som en del af dette har man etableret Hejs.dk, der står for at udleje lifte til person- og materialetransport.

Da personliftene først kom frem for ca. 25 års tid siden var det dog ikke alle steder i stilladsbranchen, man hyldede det. EjendomsWatch har således hørt dem omtalt som stilladstyvene.

Men i dag eksisterer både lifte og stilladsselskaber.

"Platforme har været og bliver fortsat meget brugt. Men det fjerner ikke behovet for stillads. Begge dele er vokset siden da. Der kan være nogle situationer, hvor lifte er bedre, men der er fortsat stort behov for stilladser," siger Johnnie Lønbirk.

"Man var vel nervøs, da de første kom frem, men stilladsbranchen er bare vokset siden da ," siger Lønbirk.

Træt af rockerprædikat

Men en ting er selskaber i stilladsbranchen, der vokser - noget andet er, hvad der typisk fremtræder i medierne. For branchen har lidt et broget ry, og i december blev en byggeplads stormet, og et stillads endte med at vælte.

Men, at ryet er der, er rigtigt, mener Johnnie Lønbirk fra Dansk Stillads Service.

"Jeg synes, det er sørgeligt, man får et prædikat for at være en rockerbranche. Vi er dybt seriøse og under både overvågning fra politikerne og Arbejdstilsynet," siger Johnnie Lønbirk.

"Langt de fleste virksomheder er meget professionelle, men selvfølgelig er der brodne kar. Sådan bliver det, når man ikke strammer op fra bunden. Så vil der altid være skvulp," siger han.

Hos Herlev Stilladser påpeger Kurt Bo Jensen, at hvis man opfører sig ordentligt overfor lønmodtagerne, så slipper man udenom problemer.

"Jeg er kraftig modstander af, at man vælter stilladser. Det er irriterende, når sådan nogle ting sker. Specielt når man sidder som formand (for Stilladssektionen i Dansk Byggeri, red.). Vi har aldrig haft nogle problemer. Man kan bare overholde sine aftaler med lønmodtagerne, så er der ikke nogen problemer."

Ifølge Johnnie Lønbirk findes der selskaber med få mand, der på skæve tidspunkter sætter stilladser op og kører rundt i lastvogne uden cvr-numre. Det kan være med til at give hele branchen et skidt ry – også fordi det selvsagt er svært at se, hvem der har sat et stillads op, når først det står der.

Derudover er der en udfordring i, at medarbejderne bliver repræsentanter for virksomhederne, hvis de går rundt i arbejdstøj.

"Det er en faglig kamp, men det bliver meget virksomhedsbaseret," siger han.

Og den faglige kamp kan sådan set være fin at tage, men Johnnie Lønbirk så gerne, at det foregik på en anden måde.

"Jeg kunne godt tænke mig, at fagbevægelsen fandt en anden måde at råbe Arbejdstilsynet og politikerne op, når der er byggepladser uden ordentlige forhold. Det er op ad bakke, at man er nødt til at tage den vej, men hvis der ikke er fokus på det, så bliver stilladser noget, man køber i den bagerste nævner," siger Johnnie Lønbirk.

Jeudan-direktør: Branchen mangler folk — flere må hjælpe til med løsninger

Klumme: Uden udenlandsk arbejdskraft går dampen af væksten 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også