Altanfirma vender tocifret millionunderskud til plus

Det familieejede selskab Altan.dk har vendt et nettotab på 32 mio. kr. til et positivt resultat i 2018, og det skyldes blandt andet, at selskabets timelønnede ansatte selv foreslog at gå ned i løn i en periode, siger topchef til Berlingske Business.
Casper Knudsen har siden 2016 været adm. direktør for familieforetagendet Altan.dk. | Foto: PR
Casper Knudsen har siden 2016 været adm. direktør for familieforetagendet Altan.dk. | Foto: PR

For et par år siden gennemførte det familieejede selskab Altan.dk, der er Danmarks førende altanvirksomhed, et generationsskifte. Peter Knudsen gav efter 22 år stafetten videre til sønnen Casper Knudsen, og det skifte har nu vist sig at være en ganske god idé.

Det skriver Berlingske Business.

Selskabet har nemlig fået vendt et underskud på hele 32 mio. kr. til et overskud på en lille million kroner i 2018. Samtidig er egenkapitalen hævet fra blot 3,3 mio. kr. til 16 mio. kr. Det er et resultat af en række ændringer, nye investeringer og et stramt omkostningsfokus, siger Casper Knudsen til erhvervsmediet.

"Resultatet er et bevis på, at de udviklingsprojekter, vi søsatte forrige regnskabsår for at give os et stærkere fundament, var de rigtige. Vi har effektiviseret hele vejen rundt og set på, hvor vi kunne optimere arbejdet og skære fra, så vi ikke bruger unødige penge," siger han.

En del af forklaringen er dog også, at de timelønnede ansatte frivilligt gik med til at gå en smule ned i løn, mens administrative medarbejdere gav afkald på fem pct. af deres pensionsbetalinger fra firmaet - noget, som de alle netop har fået at vide, at de ikke længere behøver at gøre.

Men beslutningen har vist sig at være ganske fornuftig, da selskabet nu igen giver overskud og samtidig har udsigt til et endnu bedre år forude.

Altan.dk har allerede solgt for 48 mio. kroner i første kvartal af det kommende regnskabsår, ligesom man har en række nye projekter i støbeskeen. Blandt andet vil man øge sit fokus på salg af elevatorer til etageejendomme, der grundet antallet af ældre og børnefamilier i storbyerne er et potentielt stort marked, og man har allerede tilbud ude for omkring en milliard kroner, skriver Berlingske Business.

Altan.dk står for ca. 70 pct. af alle altanprojekter i Danmark og monterer hvert år 3.000 nye altaner.

Generationsskifte hos travl altanvirksomhed 

Efterspørgslen på altaner stiger i København  

Byggefirma trues med sagsanlæg for altanbyggeri 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også