Årstiderne Arkitekter scorer hattrick med stadionbyggerier

Årstiderne Arkitekter med hjemsted i Silkeborg og kontorer i København, Aarhus og Herning kan med en netop gennemført indvielse af Danmarks nyeste superliga-stadion — Jysk Park i Silkeborg — fuldende en bemærkelsesværdig statistik: Ud af de seneste 10 nye fodboldstadions herhjemme, står Silkeborg-arkitekterne bag de tre.
"Stadionbyggeri er spændende opgaver, som for os oprindeligt var funderet i hjerteblod og hjemmebaneveneration. Siden har det med vores høstede, værdifulde erfaringer udviklet sig til et vigtigt element i et af vores strategiske fokusområder, leisure-segmentet," siger Torben Klausen, adm. direktør i og medejer af Årstiderne Arkitekter, i en pressemeddelelse.
I Herning var det nu afdøde Årstiderne-arkitekt og medejer Henrik Kousgaard, der tegnede og stod i spidsen for opførelsen af MCH Arena. I Vejle vandt Årstiderne Arkitekter sammen med samarbejdspartnere konkurrencen om byens nye fodboldstadion, og senest har firmaet gjort sig gældende i Silkeborg, hvor arkitekt og grundlægger Per Laustsen har stået i spidsen for opførelsen af Jysk Park.
Satser mere på leisure-segmentet
Inden for leisure-segmenter er firmaet også involveret i en række kulturbyggerier, haller og sportsarenaer, herunder Boxen i Herning, wellnesscentret Lübker Square, Nakskov Svømmehal, Almindsø Kurbad, DGI Huset i Herning og Tønder Sport & Fritidscenter, fremgår det.
Årstiderne Arkitekter, der har omkring 300 ansatte, håber og tror, at Jysk Park bliver fulgt op af endnu flere sportsarenaer.
"Da vi vandt byggeriet i Herning, var det benhårdt arbejde fra bunden med blod, sved og hjemmebaneveneration. Derfor var det også glædeligt, at MCH Arena efterfølgende blev kåret til landets bedste stadion. I Vejle var vores erfaring med udvikling af stadion vigtig for, at vi vandt. I Silkeborg var det ikke længere tilfældigt, at vi vandt konkurrencen. Vi har nu opbygget så meget erfaring, og den kan med garanti bruges, hvis der skal bygges andre stadions. I Danmark eller i Norden," siger Torben Klausen i meddelelsen.
Kapitalforvalter bygger højhus i 23 etager i Silkeborg
Superligaklub nyder godt af ejendomshandel
Minister vil bane vej til flere koncerter, fester og sportevents i Danmark