CBRE: Kontorejendomme øger værdien med certifikat på bæredygtighed

Certificerede bygninger har lavere tomgang, men lejere oplever dog fortsat problemer ved at vælge en certificeret bygning med den rette lokation, lyder det i rapport.
En del ejendomme i Danmark benytter certificeringen DGNB, der findes i mange varianter. | Foto: Finn Frandsen
En del ejendomme i Danmark benytter certificeringen DGNB, der findes i mange varianter. | Foto: Finn Frandsen

De internationale ejendomsrådgivere fra CBRE fastslår i en ny rapport, at kontorbygninger med bæredygtighedscertificeringer eller bedre energimærker har en højere markedsværdi end bygninger uden.

Det fremgår af en meddelelse fra CBRE, der har analyseret 19.400 lejeaftaler fordelt over 19 lande og 40 byer, hvor 6100 aftaler har været ved certificerede bygninger, og 13.300 lejeaftaler har været i bygninger uden certificering.

”Rapporten bekræfter en signifikant sammenhæng mellem bæredygtighedscertifikater, højere energimærke og markedsværdi for kontorbygninger,” skriver CBRE.

Ud fra analysen kan ejendomsrådgiverne derudover fortælle, at antallet af certificerede kontorejendomme er steget fra 15 pct. i 2019 til 22 pct. i første halvår af 2023. I samme periode er udlejningsaktiviteten i de certificerede bygninger steget fra 31 pct. til 34 pct.

CBRE påpeger dog, at selvom risikoen for tomgang er mindre i kontorbygninger med bæredygtighedscertificering, oplever lejerne fortsat udfordringer ved at vælge en certificeret bygning med den rette lokation.

De certificerede bygninger er også mere indtjenende med en lejepræmie på syv pct. efter justeringer for størrelse, beliggenhed, alder og renoveringshistorie samt højere lejeniveauer ved bedre energimærker, lyder det i rapporten.

Ifølge CBRE er der derfor klare fordele ved bæredygtighedscertificering, hvilket ejendomsrådgiverne også spår vil opleve strammere krav og yderlige udvikling i fremtiden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også