Branche om nye klimakrav: De bør strammes og udvides

Lovkrav om livscyklusvurdering træder nu i kraft. Det betyder, at krav om mindre CO2-udledning for alvor kommer til at påvirke ejendomsbranchen. Ni brancheorganisationer føler sig godt rustet.
Partierne i den nye SVM-regering, der blev præsenteret i december, står sammen med de fleste af Folketingets partier bag klimaloven. | Foto: Mads Claus Rasmussen
Partierne i den nye SVM-regering, der blev præsenteret i december, står sammen med de fleste af Folketingets partier bag klimaloven. | Foto: Mads Claus Rasmussen

Hvor kommer stålkonstruktionerne fra? Hvordan er de blevet transporteret til byggepladsen? Hvor meget CO2 er blevet udledt, fra da jernmalmen blev gravet op, til stålkonstruktionerne er samlet i den nye ejendom?

De spørgsmål tvinger loven fra 1. januar 2023 bygherrer og udviklere til at skulle forholde sig til. Det er nemlig nu et lovkrav at beregne nybyggeris klimapåvirkning ved en såkaldt livscyklusvurdering (LCA).

”Når vi begynder at dokumentere byggeriets klimapåvirkning på denne måde, vil det blive åbenlyst for enhver, hvor skoen trykker, når det kommer til at reducere byggeriets CO2-udledning. Byggeriet udleder alt for meget CO2, og det er afgørende, at vi får reduceret byggeriets klimapåvirkning,” lyder det fra Mette Qvist, adm. direktør i Green Building Council, der er én af ni brancheorganisationer i byggeriet, der står som afsendere på en pressemeddelelse. 

Lovkravet er en komponent af Danmarks første klimalov, som blev vedtaget i 2019 af alle Folketingets daværende partier på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Livscyklusvurderingerne skal være med til at mindske byggeriets udledning, der udgør over 30 pct. af Danmarks samlede CO2-udledning.

Foruden Green Building Council er afsenderne på meddelelsen: Arkitektforeningen, Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Byggecentre, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Konstruktørforeningen, Rådet for Grøn Omstilling og Træinformation.

”Vi er klar”

De ni ovennævnte brancheorganisationer i byggeriet er gået sammen om at fortælle det nye Folketing, regeringen og social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at byggeriet er klar til de nye lovkrav.

Danmark er det første land i EU, som kræver, at branchen beregner klimapåvirkning på alle facetter af byggeriet. Dermed bliver det endnu vigtigere at have overblik over hele sin værdikæde, men det er nødvendigt for at undgå anklager om green washing, lyder det.

”Det har alt for længe været muligt at tale grønt uden at bygge grønt. Med kravet om at foretage livcyklusanalyser rykker vi tættere på et mere gennemsigtigt og grønt byggeri. Vi fortsætter arbejdet med at skaffe mere produktspecifikt data på byggematerialer, så byggeriets parter fremover kan vælge materialer på baggrund af retvisende data,” lyder det fra Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre.

Udover kravet til beregning af klimapåvirkning for al nybyggeri, må byggeriet fremover ikke udlede mere end 12 kg. CO2 pr. kvm. på ejendomme over 1000 kvm. Kravet indfases og strammes over tid, og fra 2025 gælder loven også for byggeri under 1000 kvm. At kravene var på trapperne har været kendt, siden loven blev vedtaget. Derfor har flere aktører allerede inkorporeret forskellige tiltag for minimere udledningerne. 

Det gælder f.eks. Pensiondanmark Ejendomme, der har fået anerkendelse af ejendomsbranchen selv ved topmødet Ejendom2022, hvor pensionsselskabet løb med Årets Bæredygtighedspris. 

”Hæv ambitionerne”

Den øvre grænseværdi, for hvor meget CO2, der må udledes pr. kvm, strammes trinvis over tid. Det eksakte tal er endnu ikke på plads, men i aftalepapiret er 7,5 nævnt. Det vil betyde, at 90 pct. af alt nybyggeri vil skulle præstere bedre klimamæssigt end aktuelt, fremgår det af beregninger fra det daværende Indenrigs- og Boligministerium.

Udover en øvre grænseværdi, findes der en frivillighedsklasse, som fra 2023 er på 8 kg. pr. kvm., og den sænkes til 5 i 2029. Men står det til de ni brancheorganisationer, burde den nye regering være mere ambitiøs.

”Vi håber, at den nye SVM-regering vil invitere en bred kreds af partnere til en drøftelse af nye reformer. Her kunne man f.eks. overveje at gøre de frivillige bæredygtighedsklasser obligatoriske. Med skrappe krav til de livslange CO2-udledninger i byggeriet, energieffektiviseringer og cirkulær økonomi kan dansk byggeri blive en grøn rollemodel for resten af verden,” lyder det fra Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling, i meddelelsen.

En mere amibitøs klimalov vil kunne resultere i flere videnjobs i byggebranchen i takt med, at resten af EU følger trop.

”De erfaringer vi får med at bygge med lavt klimaaftryk i Danmark kan bidrage til at accelerere omstillingen af byggeri i Europa og globalt, fordi bl.a. danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder kan bringe deres viden i spil verden over. Det gør vi allerede i dag,” påpeger Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også