Klumme: Brugtvognspriserne falder i USA – godt tegn for ejendomsmarkedet i Danmark

Stigende rente og inflation har skabt usikkerhed i den finansielle verden og dermed også i ejendomsbranchen. Om det bliver en kortvarig stigning eller langvarig krise afhænger af vores forbrug og ikke mindst vores vilje til at dæmpe det, lyder det fra Nordicals-direktør i denne klumme.
"Inflationen er i høj grad båret af forbrugeren, og det er derfor vigtigt, at der ikke bliver kastet mere kul på kedlerne," lyder det fra Erik Andresen, adm. direktør i erhvervsmæglerkæden Nordicals. | Foto: PR / Nordicals
"Inflationen er i høj grad båret af forbrugeren, og det er derfor vigtigt, at der ikke bliver kastet mere kul på kedlerne," lyder det fra Erik Andresen, adm. direktør i erhvervsmæglerkæden Nordicals. | Foto: PR / Nordicals
AF ERIK ANDRESEN, ADM. DIREKTØR I NORDICALS

Dagligt ser jeg et nyhedsbillede præget af mere eller mindre dystre forudsigelser med en inflation – og som følge heraf også renter – på himmelflugt. For ejendomsbranchen er renterne enormt vigtige at følge nøje. Store stigninger vil gøre afkastet på ejendomme mindre, hvilket kan begrænse lysten til at investere i den fortsatte udvikling af landets ejendomme. Derfor er det for en branche som vores essentielt at se mod den generelle samfundsudvikling.

Bekymringen over den stigende inflation behøver ikke nødvendigvis være stor, hvis vi formår at begrænse forbruget, fremfor at hæve lønningerne. Det kan selvfølgelig gøre ondt på den korte bane, men på længere sigt vil det give en større balance, hvis et moderat forbrug er med til at holde inflationen nede, fremfor en reallønsstigning.

Relevante brugte biler

Her er det relevant at se mod brugtbilsmarkedet i USA. Brugtbilspriserne i USA er nogle af de priser, der har været størst og mest konstant stigende siden 2020. De er steget over dobbelt så meget, som priserne på nye biler, og den amerikanske regering mener, at stigningen på brugte biler er en af hovedårsagerne til den voldsomt stigende inflation.

Ved første øjekast har det ikke meget med det danske ejendomsmarked at gøre, men hvis vi kigger på tallene, viser der sig nogle klare tegn. Brugtbilspriserne er for første gang i lang tid begyndt at falde. Nu ser vi, at efterspørgslen, og dermed også prisen, begynder at falde. Dette er et af de første tegn på, at der begynder at komme balance.

Men hvorfor er det så svært at finde denne balance? Grundlæggende er verden bange for recession. Især under corona har vi set, at hvis der opstår udsigt til recession, kommer seddelpresserne i gang, og der bliver skudt hjælpepakker ud i samfundet. Det stimulerer og øger selvfølgelig forbruget her og nu, men som vi kan se i eksempelvis USA, giver det stort underskud på statsfinanserne, og det er ikke en særlig holdbar løsning.

Lad markedet gå sin gang

Ligeledes er det kunstige åndedræt til økonomien med til at presse inflationen yderligere – eksempelvis ved at udstede varmechecks, skattefri beløb til studerende og lignende – da det modvirker det naturlige dæmpede forbrug, som en høj inflation vil afstedkomme. At lade markedet gå sin naturlige gang vil være mere mærkbart på privatøkonomien her og nu, men på længere sigt kan det være med til, at vi ikke havner i en reel krisesituation.

Inflationen er i høj grad båret af forbrugeren, og det er derfor vigtigt, at der ikke bliver kastet mere kul på kedlerne. Efterspørgslen på en lang række varer har i lang tid oversteget udbuddet, da efterspørgslen er steget, samtidig med at udbuddet er sænket på grund af forsyningsproblemer. Når dette sker, er det kun prisen, der kan skrues på. Det er derfor essentielt, at udbud og efterspørgsel finder et mere balanceret niveau.

Forbruget højere end i 2019

De seneste par år har været uforudsigelige. Først en langvarig pandemi, som vi dog kæmpede os godt igennem. Dernæst en frygtelig krig i Ukraine. Usikkerheden der opstår ved pludselig krig, har fået forbrugertilliden til at dale. Den er i øjeblikket lavere, end den var under finanskrisen. Det er nærliggende at tænke, at faldet i forbrugertilliden vil få forbrugeren til at holde fast i sine midler og dermed sænke sit forbrug. Dog fortalte afdelingsdirektør for boligøkonomi i Jyske Realkredit Mikkel Høegh forleden, at de seneste tal viser, at det aktuelle forbrug er 20 pct. højere end i 2019 (2019 brugt som normal-år, da 2020 og 2021 var så påvirket af corona).

Med udgangspunkt i dette er det derfor ikke lige for, at forbruget skulle sænke sig. Ser vi dog igen mod USA, er der, udover de faldende brugtbilspriser, også andre tegn på, at forbruget dæmpes. Store amerikanske virksomheder som Walmart, Snap Inc. og Abercrombie & Fitch har allerede nu været ude at nedjustere deres regnskaber som resultat af et faldende forbrug. Samtidig bugner lagrene hos amerikanske detailvirksomheder, hvilket flere økonomer mener kan være med til at presse priserne på mange varer ned.

Det er min forventning, at disse tendenser vil blive større og sprede sig til Europa og Danmark. Derfor tror jeg, at krisen vil blive kortvarig, da forbruget vil dæmpe sig og udbud og efterspørgsel vil finde et mere naturligt leje. Men for at dette kan ske, er det en forudsætning, at staten stopper med sine økonomiske hjælpepakker og udviser mådehold. Kun sådan kan vi komme oprejst igennem dette.

Klumme: Ejendomsmarkedet trodser rentestigninger

Klumme: 2022 bliver endnu et godt år for ejendomsmarkedet

Klumme: Stigende antal singler opsluger boligmassen

Nordicals-chef: Uden investorernes risikovilje ville udviklingen gå i stå

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også