
I marts 2022 ramte Danmark med 5.4 procent den højeste inflation siden maj 1985. Det er særligt gas, el, brændstof og fødevarer, der det seneste år har oplevet høje prisstigninger. Stigningerne på olie, gas og el begyndte for alvor i slutningen af 2021, men krigen i Ukraine har accelereret tendensen.
For ejendomsbranchen er inflationen højrelevant, fordi en stigende inflation typisk vil føre til, at centralbankerne skubber renten opad. Renten har i 2022 taget de første hop op – om end den stadig er på et historisk lavt niveau.
Spørgsmålet er nu, hvor inflationen og renten bevæger sig hen?
Der er en risiko for, at vi ikke har set toppen af inflationen endnu. Flere virksomheder har allerede nu varslet prisstigninger med baggrund i forhøjede omkostninger til energi, råvarer og materialer. Derudover er der en stor ubekendt i krigen i Ukraine – trækker krigen i langdrag vil det kunne ses på materiale- og fødevarepriser, og derudover vil yderligere sanktioner, f.eks. på gas, presse priserne yderligere op.
Til efteråret forventer vi dog, at inflationen har stabiliseret sig og måske endda vil falde igen. Dele af forsyningskæderne begynder at rette sig, og så vil priserne korrigeres. Og som man siger: inflation løser inflation. Når priserne stiger falder den økonomiske aktivitet, og så vil efterspørgsel og udbud mødes. Renterne vil i 2022 være højere end i 2021 – alt andet ville næsten også have været umuligt – men vi vil fortsat se et fornuftigt renteniveau for ejendomsmarkedet.
Der er med andre ord mange faktorer, der kan påvirke markedet. Markedet drives dog fortsat af en høj efterspørgsel og et udbud, der stadig ikke matcher. Specielt fra de institutionelle investorer og fondene ser vi en høj efterspørgsel, og der kommer konstant nye internationale aktører til.
Usikkerhed på aktiemarkederne har traditionelt skubbet investorerne i retning af andre aktiver – heriblandt ejendomme – og aktieåret har indtil nu været præget af volatilitet.
Fremtiden for ejendomsmarkedet ser med andre ord også lovende ud i 2022.
Klumme: Ejendomsinvestorer har gavn af et scenarie med stagflation
Klumme: Robust erhvervsejendomsmarked trods øget usikkerhed