
Den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe og arkitekterne fra Dall & Lindhardtsen har netop underskrevet en fireårig rammeaftale med Byggeri København. Aftalen har en anslået værdi af 250 mio. kr., fremgår det af en pressemeddelelse fra førstnævnte.
Bygherrerådgivningen vil ske i forbindelse med nybyggeri såvel som ombygninger og renoveringer.
Det er ikke første gang, at Moe arbejder sammen med den kommunale organisation Byggeri København, men ifølge Dorthe Søeberg Hovmand, forretningschef for bygherrerådgivning hos Moe, tager den indgåede aftale samarbejdet "til næste niveau."
"For nyligt har vi styrket det kommunale område yderligere, da vi har fået et nyt team, der ud arbejder lokalplaner og bistår vores bygherrer med myndighedsprocesser. Så vi er godt rustet til at løfte opgaven sammen med Dall & Lindhardtsen, der er en af vores faste samarbejdspartnere," siger Dorthe Søeberg Hovmand i meddelelsen.
Moe blev for to år siden overtaget af det internationale rådgivningshus Artelia.
Dall & Lindhardtsen, der har arkitektur indenfor uddannelses-, skole- og børneområdet som speciale, har base i nordsjællandske Helsingør.
Byggeri København agerer hvert år bygherre på op imod 200 bygge- og anlægningsprojekter i hovedstaden herunder bl.a. institutioner og idrætsfaciliteter, hvilket gør enheden til en af landets største bygherrer.
Moes ejer køber norsk ingeniørrådgiver
Ingeniørkoncern i fusion: "Vi får flere muskler til at erobre Norden"