Nordisk arkitektfirma skuffer med milliontab i Danmark

En af Nordens største arkitektkoncerner, Link Arkitektur, må sluge millionunderskud i Danmark, men lander takket være aktiviteterne i Norge og Sverige et rekordresultat. Dansk topchef peger på coronapandemien som årsag til, at toplinjen i Danmark er dykket 20 pct.
Danske Kirsten Anker Sørensen blev for to år siden koncerndirektør hos Link Arkitektur, hvor hun har været ansat siden 2015. | Foto: PR/Link Arkitektur
Danske Kirsten Anker Sørensen blev for to år siden koncerndirektør hos Link Arkitektur, hvor hun har været ansat siden 2015. | Foto: PR/Link Arkitektur

Trods underskud har den danske del af Link Arkitektur spillet en vigtig rolle på vejen mod det plus, koncernen samlet set kan fremvise på bundlinjen efter 2020. Det skriver den norskejede arkitektvirksomhed i en pressemeddelelse.

Selvom ledelsen med adm. direktør og koncernchef Kirsten Anker Sørensen i spidsen i sin beretning erklærer årets resultat på minus på 9,2 mio. kr. før skat for utilfredsstillende, fremhæves de danske kompetencer inden for sundhedsbyggeri som noget, der har gjort en positiv forskel i Norge og Sverige.

Mens nordmændene kom ud af 2020 med et overskud på 26,8 mio. norske kr. efter skat (knap 20 mio. kr.), fik man i Sverige forvandlet røde til sorte tal og landede på 900.000 svenske kr. efter skat (ca. 660.000 kr.). Koncernresultatet før renter og skat (EBIT) lød på 27 mio. norske kr., hvilket beskrives som "bedre end nogensinde."

Kirsten Anker Sørensen fortæller, at idéen, da man for fem år siden opkøbte Aarhus Arkitekterne, netop var, "at deres dybdekompetencer inden for sundhedsbyggeri kunne aktiveres i både Norge og Sverige."

"I løbet af 2020 har den synergi og samkøring gået op i en højere enhed – og det kan ses på bundlinjen. Alt i alt står vi med en stærk profil på sundhed, men også både bolig- og uddannelsesbyggeri har været væksthistorier i løbet af året," siger Kirsten Anker Sørensen i meddelelsen.

Omsætning faldt 20 pct.

Her beskrives det også, hvordan det danske marked har været ramt af, at flere byggerier "er blevet stoppet med kort aftræk" som følge af coronapandemien. Ifølge ledelsesberetningen blev konsekvensen et fald i nettoomsætningen på ca. 20 pct.

"I Danmark har især markedssegmenter inden for retail og oplevelser været udfordret. Her har investeringslysten af gode grunde været minimal i 2020, ligesom en del planlagte projekter er udsat i flere segmenter. Desuden påvirkes regnskabet af forventede usikkerheder ved afslutningen af større hospitalsbyggerier," lyder det fra Kirsten Anker Sørensen.

"Men trods et isoleret underskud har de kompetencer, vi besidder i Danmark, været én af de vigtigste katalysatorer for, at vi har kunnet vækste forretningen i både Norge og Sverige."

I indeværende år forventer ledelsen en "væsentlig forbedring" af resultatet på dansk grund, hvilket baseres på "en betydelig tilgang af nye opgaver" i slutningen af sidste år og i starten af 2021.

Link Arkitektur har 16 tegnestuer fordelt mellem de skandinaviske lande. Koncernen beskæftiger samlet omkring 500 medarbejdere og er ifølge sin hjemmeside "en af de fem største arkitektvirksomheder i Skandinavien."

Fem hold rådgivere bejler til 8000 kvm rådhusbyggeri

Direktør hos Link Arkitektur når helt til tops

Opkøb har gjort Link Arkitektur klar til yderligere vækst 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også